Udlejningen af Maycons nye boligprojekt Stenlængepark på Stenlængegårdsvej er kommet godt fra start, fortæller Thomas Pedersen, partner i EDC Poul Erik Bech i Næstved, der står for udlejningen.
- I lørdags havde vi det første åbent hus, som tiltrak stor interesse. Omkring 25 forskellige par lagde vejen forbi for at se de nye boliger, og interessen har allerede udmøntet sig i de første reservationer, lyder det fra Pedersen.
Næste åbent hus finder sted lørdag den 27. december kl. 11–13, hvor endnu flere får mulighed for at opleve boligerne og området på nært hold.
58 boliger i første etape
Byggeriet af første etape af Stenlængepark indledes omkring april 2026 og omfatter i alt 58 boliger fordelt på tre boligtyper:
- 23 rækkehuse i to plan i størrelser på 85 og 95 kvm – husleje fra 11.850 kr.
- 26 lejligheder med 2, 3 og 4 værelser på 71–91 kvm – fra 9.200 kr.
- 9 penthouselejligheder på 71–91 kvm med egen tagterrasse – fra 9.600 kr.
Alle boliger er opført med fokus på kvalitet og funktionalitet og byder blandt andet på gulvvarme, kvalitetskøkkener samt altan, terrasse eller tagterrasse. Penthouselejlighederne har desuden udsigt over Næstved mod syd/vest.
Tæt på det hele
Stenlængepark ligger i den nordlige del af Næstved og kombinerer grønne omgivelser med en central placering. Her er kort afstand til skole, institutioner, indkøb, station, svømmehal, Næstved Storcenter og motorvej – samtidig med at centrum kun ligger få minutter væk.
Bebyggelsen rummer fællesfaciliteter og grønne opholdsarealer, parkeringspladser samt el-ladestandere, hvilket understøtter et moderne og bæredygtigt hverdagsliv.
Et boligområde for alle livsfaser
Stenlængepark opføres i alt med 145 boliger fordelt på tre etaper. Projektet er udviklet med særlig vægt på bæredygtighed, naboskab og funktionel arkitektur og henvender sig til både unge, familier og seniorer.
Målet er at skabe et trygt og levende boligområde, hvor natur, fællesskab og moderne boliger går hånd i hånd – og hvor rammerne er tilpasset alle livets faser. Interessen ved første åbent hus tyder på, at Stenlængegård allerede har ramt et tydeligt behov på boligmarkedet i Næstved.
