Det summede af liv, håb, nærvær og motion i et helt døgn, da årets Stafet for Livet løb af stablen fra lørdag middag til søndag middag på Herlufsholms Idrætscenter.
Styregruppen bag det lokale arrangement kunne notere 1225 deltagere fordelt enten som sololøbere/-gående eller på et af de 23 hold.
- Vi lander et forventet overskud på mellem 350.000 - 400.000 kroner. Det er et fuldstændig vanvittig beløb indsamlet på 24 timer. Vi er så utrolig stolte over, at det kan lade sig gøre. Nu skal de sidste regninger blot modtages og så skal alle donationerne indsamles, siger formanden for styregruppen, Henrik Michaelsen.
Han forventer, at det endelige regnskab ligger klar i slutningen af september eller starten af oktober.
Artiklen fortsætter under billedet...
Døgnet igennem bar præg af optimisme, glæde og tårer, og naturligvis var der også masser af tid til refleksion, minder, musik og smukke ceremonier.
Borgmester Carsten Rasmussen åbnede stafetten lørdag kl. 12, og så startede aktiviteterne ellers. Der var musik med blandt andre Sing-a-longs, Havblik og JR Jam, mens Tina Oline fyrede en gang Zumba af for dem, der ikke løb eller gik.
Der var børnestafet med Næssi, og Svenstrups Musiklinje underholdt også.
Det mest bevægende øjeblik var dog lørdag aften, da sognepræst i Skt. Jørgens Kirke, Kristina Hermansen, holdt en meget nærværende og rørende tale til de mange deltagere, som stod rundt om et hav af lysposer, der dannede ordet ”HÅB” og et hjerte.
Det lokale musiktalent Elias Solnør spillede derefter for på fællessangen ”Livstræet”, og så kunne deltagerne vælge enten at være med på natbingo eller gå til køjs i telte, campingvogne eller hjemme i egen seng og være klar til de sidste timer søndag.
Her kunne man starte med en omgang yoga med Trine Elmshøj, og så ellers ud på de sidste omgange på stadion eller en runde på to kilometer via ”Fodsporet”.
Artiklen fortsætter under billedet...
Mange af holdene havde gjort en del ud af deres ”lejr”. De mange unge mennesker fra Svenstrup Efterskole var meget synlige i deres sportstøj, Team Tvilling lyste op i deres neongule dragter, Just Walk havde et par halve ben hængende på deres teltdug, og andre steder hyggede folk i små grupper med mad, drikke og samtaler.
I lejren ”Det Leth” havde Morten Dinesen og Erik Nielsen styr på holdets omgange.
- Vi er med for 13. år i streg, og vi runder 100.000 kroner i år. Samlet på de mange år rammer vi cirka 750.000 kroner, siger Erik Nielsen, der er ejer af Sydsjællands Låseservice.
- Vi startede med 21 deltagere og er i år 150, fortæller han.
Næste år er styregruppen bag Stafet for Livet i Næstved klar 29. og 30. august på Herlufsholm Stadion.