Det lignede et klart nederlag hjemme i Arena Næstved mandag aften til Team FOG Næstved efter de første 10 minutter, da Bakken Bears havde taget sit frygtede topspil med fra Aarhus, mens værterne alt for ofte smed bolde væk og var uskarp under kurven.
34-20 vandt de aarhusianske bjørne første periode, hvor især Darko Jukic var træfsikker hos gæsterne. Hjemmeholdets chefcoach David Pavlakovich måtte tale med store ord i pausen og så kom der andre boller på suppen.
- Efter første periode tænkte jeg, at det kan blive en lang aften, men mest fordi vi smed bolden så meget væk, som vi gjorde. Det fik de 11 point på. Isoleret set på halv bane var det en lige første periode. Vi førte også rebound-spillet, siger Team FOG Næstveds sportschef, Thomas Foldbjerg.
Artiklen fortsætter under billedet...
Langsomt men sikkert åd Team FOG Næstved sig ind på Bakken, der blandt sine stjerner havde den tidligere Team FOG-spiller, Ian Dubose, med på banen. Hjemmeholdet fik elimineret de fleste af sine tekniske fejl og vandt anden periode 30-27. Men det var stadig bagud med 11 point.
Anføreren fik gang i scoringen
Det blev der ændret yderligere på i tredje periode, hvor kaptajn David Jean-Baptiste endelig kom i gang hos værterne. Anføreren scorede to tre’ere i træk, og da Samuel Tabe halvvejs i perioden gjorde det til 70-69, var værterne foran for første gang i kampen.
Det virkede dog som om, de forsvarende danske mestre blot skulle skrue på tempoknappen for at sætte yderligere tryk på, så inden for kort tid var aarhusianerne foran igen.
Perioden blev dog vundet af Team FOG med 30-25, så inden fjerde og sidste periode var forskellen kun seks point, 80-86.
Artiklen fortsætter under billedet...
Starten på fjerde blev dog alt andet end opmuntrende for Næstved-holdet. Samuel Tabe blev sendt i gulvet og kampen blev stoppet. Tabe var et kort øjeblik bevidstløs og han havde pådraget sig et hul i hovedet.
I forvejen var Team FOG Næstved uden stærke Rollie Worster, der skal hjem til USA og opereres i kæben, så holdet har ikke brug for flere skader. Tabe kom dog på benene igen og blev forbundet i omklædningsrummet. Han kom også løbende ind i hallen igen, men blev på bænken for en sikkerheds skyld.
Bojema afgjorde det fra hjørnet
På banen fightede hans holdkammerater forbilledligt. Specielt Tyler Harris var pludselig brandvarm og sendte næsten ene mand Team FOG i front med 102-93. Darko Jukic svarede igen med en tre’er, men nu kunne også Cole Bojema score på en tre’er fra hjørnet og nærmest lukke kampen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det hele endte med en flot sejr på 110-103 til værterne, som efter en ny sejr torsdag over Holbæk-Stenhus kan gå ind til slutspillet med god selvtillid.
- Vi har ikke fuldstændig forløst vores potentiale de sidste fire-fem kampe, så det giver lige så meget følelsen af, at vi er ved at finde rytmen igen. Vi er ved at få Sean (Trumper, red.) spillet ind på holdet, og Cole (Bojema, red.) kommer ind. Det tager noget tid for dem at komme ind i rytmen og finde hinanden, siger Thomas Foldbjerg.
KAMPEN I TAL
Basketligaen
Team FOG Næstved – Bakken Bears: 110-103
Periodecifre:
20-34, 30-27, 30-25, 30-17
Point for Næstved:
Tyler Harris 32, Vic Searls 17, Cole Bajema 15, David Jean-Baptiste 14, Sean Trumper 12, Pip Ajayi og Ikenna Okeke hver 7, Samuel Tabe 6.
Topscorere for Bakken:
Darko Jukic 25 og Duke Deen 15.
Rebounds: 41-40