Hvis nogle af tilskuerne og tv-seerne sad og undrede sig over, hvor pokker de gule Horsens-spillere var i torsdagens Basketligakamp mod Team FOG Næstved, er der ikke noget at sige til det.
For det første spillede de jyske gæster i rødt og for det andet var der kun ét hold på banen i Arena Næstved i første periode, og det var værterne.
Efter fem minutter havde Horsens IC kun scoret fem point, mens værterne var helt oppe på 15. Og sådan fortsatte resten af første periode, som Næstved vandt 31-10.
I anden periode havde hjemmeholdet så en anelse svært ved at ramme kurven, men det havde gæsterne også. Efter tre og et halvt minut var der kun scoret to point, og det var til Horsens.
Perioden endte 23-21 til jyderne, og de kom også tættere på i løbet af kort tid efter pausen. På et tidspunkt var det kun en 10-pointkamp, men så strammede Næstved knuden igen og vandt perioden 25-23. Ikke mindst takket være en stærkt spillende Cole Bajema, som er faldet bedre og bedre til på Team FOG-holdet.
I sidste periode var det så blot et spørgsmål om sejren størrelse. Sydsjællænderne gav ikke meget væk i en underlig slutspilskamp, der ikke for alvor viste nogen af de to holds mesterskabspotentiale.
Til slut kom Anders Beier-Christiansen endda på banen og fik sine første to point, mens Tyler Harris lukkede af med en straffe-scoring, så hjemmeholdet lige akkurat kunne ramme de 100 point.
Team FOG Næstved står dog absolut med de bedste kort på hånden til at ende blandt de sidste fire hold, der går i semifinalerne, af de to mandskaber. Holdet har nu otte point forspring til Horsens IC på femtepladsen.
Sydsjællændernes næste opgør er torsdag 12. marts ude mod Svendborg Rabbits.
Team FOG Næstved tog en klar sejr i sæsonens første slutspilskamp. Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
Basketligaen
Team FOG Næstved – Horsens IC: 100-77
Periodecifre:
31-10, 21-23, 25-23, 23-21
Point for Næstved:
Tyler Harris 20, Cole Bajema 17, David Jean-Baptiste 11, Rollie Worster 10, Sean Trumper 9, Vic Searls og Pip Ajayi 8, Samuel Tabe 7, Ikenna Okeke 5, Lukas Meyer Christensen 3, Anders Beier-Christiansen 2.
Topscorer for Horsens:
Anton Harbo 15, Liam Churchill og Matt Johnson hver 14.