Der har lige været Bossanova-festival i Næstved, men festivalsæsonen er langt fra overstået i den sydsjællandske hovedstad.
Onsdag summede det igen med masser af mennesker, boder, underholdning og musik, men der blev danset knap så meget som under de latinamerikanske rytmer.
Til gengæld blev håndværksfaget fejret til den store guldmedalje, da Verdens Vildeste Brobyggere indtog byen og pladsen ved den fritlagte Suså.
Efter syv timer, der fløj afsted for de travle deltagere, kunne hold 3, der stod bag Sommerfuglebroen, trække sig tilbage som velfortjent vinder.
- Det er en fuldstændig vild oplevelse. Jeg må indrømme, at det ikke lige var, hvad jeg havde regnet med. Men det gik, lød det fra en overrasket og glad Frederik Henrik Bobak, der studerer til bygningskonstruktør på Zealand.
Artiklen fortsætter under billedet...
Bobak er fra Karise, men bor på kollegieværelse i Næstved og sammen med sine øvrige 13 holdkammerater tog han sejren foran hold 1 med Tidsbuen og hold 2 med Handelsbroen. Sejren indbragte holdet 60.000 kroner til deling.
- Jeg synes faktisk, hold 2 også havde gjort et supergodt stykke arbejde, så jeg troede, de ville vinde. Men vi endte med at tage sejren alligevel. Man er overvældet af stolthed over sit hold og vi er glade for, vi kom i mål med det. Vi var lidt tidspresset til sidst med buerne, siger Bobak, der fra scenen sammen med sit hold blev udråbt som vinder af tv-værten Josefine Høgh foran hundredevis af tilskuere.
Influenceren var dommer
Mens han har champagnedråberne rendende ned af sig, vælter holdkammeraterne hinanden om halsen og lykønskes af blandt andre dommer Casper Kjerumgaard, der selv er tømrer fra Ballerup og vel nok en af håndværksfagets største influencere.
- Det har været en fuldstændig vanvittig dag ud for både et håndværksmæssigt perspektiv men også som et samlingspunkt for hele Næstved Kommune. Det har været en kæmpe oplevelse både for byen og de mennesker, der har været med. Man kan se forløsningen på dem, da de vinder. Det er jo vanvittigt. Som at se Formel1, siger Kjerumgaard med et grin.
Artiklen fortsætter under billedet...
Casper Kjerumgaard har over 180.000 følgere på Instagram og er ikke mindst kendt for sine retro-vinduesvægge.
- Jeg startede i lære i 1991, nu har jeg været på instagram i 10 år, og den rejse har skaffet mig nogle andre ting. Jeg har fået andre fordele og muligheder. Jeg blev spurgt om det her i efteråret og sagde ja med det samme, for det er bare fedt, siger influenceren, der gerne ser flere unge vælge håndværksvejen.
- Jeg arbejder meget for at få flere unge til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at håndværket også kan noget. Vi lever i en tid, hvor håndværket bliver talt ned og der måske ikke er så meget prestige i det. Så dagen i dag kan kun løfte det et sted hen, hvor vi måske kun drømmer om det, siger han, som har flere venner i Næstved.
- Jeg elsker det her sted. Det er vildt at holde arrangementet her med Susåen og pladsen her. Næstved har virkelig sat sig på landkortet, mener Kjerumgaard.
Heunicke har noget med broer
En anden gammel Næstved-dreng, Magnus Heunicke, var også på plads. Ministeren for miljø og ligestilling havde taget turen fra Folketinget til sin gamle hjemby for at være med ved begivenheden og overrække førstepræmien.
Og han har tilsyneladende noget med broer.
- Præcis i dag for 40 år siden stod jeg med min far (Henning Jensen, red.) og var med til at indvie Farø-broen, sagde Heunicke, som også havde en finger med i spillet omkring den nye Storstrømsbro.
Her var han som daværende Transportminister med til at vedtage, at Storstrømsbroen skulle have en pylon på 102 meter.
- Det her arrangement, Verdens Vildeste Brobyggere, blev jeg før jul spurgt, om ikke vi skulle have til Næstved. Så jeg kontaktede Carsten Rasmussen (borgmester, red.) og så kørte det, fortæller Magnus Heunicke, som i løbet af dagen havde været rundt og besigtige de tre broer.
Sommerfuglebroen, Handelsbroen og Tidsbuen bliver stående over Susåen i 14 dage, hvorefter de fjernes igen.
