Hvis vejret er godt, er der garanti for en dejlig dag på De Hvide Svaners Kæmpehøjen ved campingpladsen, når de åbner op for festivalen Danmark Dejligst Karrebæksminde.
Det gør de lørdag 5. juli, og en stort set stensikker plads i programmet har populære Zididada med karismatiske Jimmy Colding som frontfigur. De har samlet masser af mennesker gennem en årrække nu.
I år får de blandt andre selskab af et andet stort, dansk navn - nemlig Wafande. Du ved, ham med Gi' mig et smil og Uartig.
Derudover består musikprogrammet af John Mogensen Live, En lille pose støj (en hyldest til Kim Larsen), det lokale 80`er forever og DJ Brian Taber, som sørger for den rette stemning under sceneskift. Konferencier er igen i år Andreas The Preacher.
At festivalen overhovedet kan afvikles skyldes en række virksomheder og Næstved Kommune, som har støttet økonomisk.
Artiklen fortsætter under billedet...

- For at festivalen kan afholdes, har vi været 110 procent afhængige af sponsorater - både store som små. Vi har godt kunne mærke, at det har været svært at finde de mindre private sponsorer, så vi har lagt vores skæbne i hænderne hos de større virksomheder og Næstved Kommune, siger formand for bestyrelsen bag Danmark Dejligst Karrebæksminde, Heidi Thybo Mørkeberg.
Hun og foreningen har Mærk Næstved/ Næstved Kommune som hovedsponsor, og derudover er der støtte fra Spar Nord Fonden, Nordea Fonden, Trelleborg Fonden, Tuborg, Beierholm, Insta A/S og De Hvide Svaner Camping.
Men det er også vigtigt med frivilligt arbejde før, under og efter festivalen.
- For at give vores gæster denne dag er vi afhængige af frivillighed. Ligesom vi i bestyrelsen er frivillige, er de som servicerer vores gæster også frivillige fra lokale foreninger. Disse foreninger bliver aflønnet via vores salg, til deres foreningskasse - Det er alt fra at sælge is, bemande ølboderne, P-vagter, kaffebod, til oprydning, før - under og efter festivalen, siger Heidi Mørkeberg, der forventer mellem 6000 og 8000 gæster.
Danmark Dejligst Karrebæksminde er for alle aldre - både store som små. Og da der er fri entre (parkering koster dog 20 kroner), er der lagt op til en festlig og hyggelig dag, hvor alle kan være med.
Af aktiviteter kan nævnes skumudlægning, lokale foreninger, kræmmere, erhvervs-stande, madboder, is - kaffe - popcorn, ølboder, bankospil, samt musik frem til klokken ca. 22.30, hvor festivalen slutter med et stort festfyrværkeri ud over Karrebæk Fjord.
- Vi har planlagt et forrygende program, hvor der er plads til glade smil, synge med, og hygge for børnefamilier, venner, naboer og andet godtfolk, siger formanden.

Program for Danmark Dejligst Karrebæksminde
Lørdag 5. juli 2025 ved Kæmpehøjen på De Hvide Svaner Camping
Kl. 10.00 Festivalpladsen åbner
Madmarked med Foodtrucks
Markedsplads med kræmmer- og handelsstande
Børneområde med lokale foreninger
Kl. 10.15 Brandbiler med skumudlægning
Kl. 10.30 Banko i Købmandsgården
Kl. 12.30 John Mogensen Live
Kl. 14.00 80’er Forever
Kl. 16.00 Tale: Grevefamilien
Kl. 16.30 En Lille Pose Støj
- En hyldest til Kim Larsen
Kl. 18.00 Tale: Rune Kristensen
Kl. 19.00 Wafande
Kl. 21.00 Zididada
Kl. 22.30 Festfyrværkeri over fjorden
I alle pauserne/sceneskift: musik fra DJ Brian Taber
Konferencier: Andreas the preacher
Der tages forbehold for evt. ændringer i programmet og alle tider er ca. tider