Den erfarne lokalpolitiker, der i 2021 takkede af efter hele 32 år i byrådet, har besluttet sig for at vende tilbage til politik. Baggrunden er et ønske om at styrke fokus på en mere ansvarlig og harmonisk udvikling af hele Næstved kommune – og en markant modstand mod det omdiskuterede meget store bolig- og hotelbyggeri i Rådmandshaven.
- “Rådmandshave-projektet” er en del af mit brændstof op til valget. Jeg fornemmer stor folkelig opbakning til synspunktet om ikke at bygge et hotel i 12 etager og overraskelse over den lukkede proces. Det virker som et desperat prestigeprojekt midt i valgkampen for, at der ”skal ske noget”. I stedet bør vi udvikle byen harmonisk med udgangspunkt i havnen eller området ved den gamle krydsfinérfabrik, siger Søren Revsbæk.
Revsbæk lægger vægt på, at kommunalpolitik først og fremmest handler om borgernes hverdag:
- Det er hverdagen, som betyder noget. De nære ting: Skoler med flere lærere, børnehave med mere personale, at vejene bliver lappet, ordentlig offentlig transport, ukrudtet bliver fjernet og så videre. Alt det, der bare skal fungere og som gør Næstved kommune attraktiv at bo i og drive virksomhed i til daglig. Jeg vil arbejde for, at Næstved bliver en mere attraktiv by at bo i – ikke kun gennem store prestigeprojekter, men gennem solide løsninger for borgerne, siger han.
Med sit comeback tilfører Revsbæk Liberal Alliance en kandidat med både politisk tyngde og et stærkt lokalt kendskab. Siden sit første valg til byrådet i 1990 har han bestridt en række centrale poster, bl.a. som viceborgmester, formand for Ejendomsudvalget, Havneudvalget og Teknisk Udvalg.
Formand for Liberal Alliance Næstved, Jacob Jensen, glæder sig over Sørens beslutning:
- Søren er en stærk stemme i den lokale debat og en erfaren politiker, som mange borgere lytter til. Hans engagement og erfaring vil være en stor styrke for Liberal Alliance og for Næstveds fremtid. Søren kan tilføre byrådet overblik, erfaring og så er han ikke bange for at stille de nødvendige spørgsmål. På den måde vil Søren indgå fint i Liberal Alliances team til kommunalvalget 2025 og kampen for en blå borgmester i Næstved kommune, siger formanden.
Søren Revsbæk kommer på Liberal Alliances kandidatliste som nr. 10. Liberal Alliance opstiller sideordnet, så det er de personlige stemmer der afgør valget.
