Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Sømænd og cowgirls indtog Dyrskuen

Næstved Kommunes 9. klasser hyggede sig og festede til den store guldmedalje, da Dyrskuepladsen lagde anlæg til sidste skoledag.

Der var udklædninger i alle afskygninger. Fængselsbetjente, SWAT-teams, cowboys and -girls, sømænd, humlebier, sheiker og prinsesser - og selvfølgelig stod selveste DJ Stone, der var DJ og konferencier til Gadefesten for nylig, for musikken.

Hele 850 elever fra 9. klasse på alle kommunens skoler nød det fremragende vejr, som nærmede sig 25 grader. Og det er meget muligt, at de omkringliggende boligblokke og naboer kunne høre dunkende rytmer fra klokken 12 til 16.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sidste skoledag
850 unge mennesker fra 9.klasserne var samlet på Dyrskuepladsen for at fejre sidste skoledag. Foto: John Ringstrøm

- De hygger sig, og der er aktiviteter som sumobrydning, tovtrækning, man kan gå på line og spille lidt beachvolley, siger Pernille Jespersen, der er afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole.

Sammen med SSP-konsulent Bjørn Mazur stod hun for det overordnede overblik.

- Jeg står bare på skulderen af det, som Bjørn og SSP har lavet gennem 22-23 år, siger Pernille Jespersen, mens Mazur supplerer:

- Det har udviklet sig. Vi havde ikke aktiviteter på de første år. Inden vi kom her til Dyrskuepladsen var vi på Munkebakken, hvor der var vold, salg af narko, larm og ballade. Her kan vi styre, hvem der kommer ind, og de må have en alkoholgrænse på fem procent, og de skal have armbånd på, siger Bjørn Mazur, der i frivillighedens tegn har hjælp af 120 forældre.

Bjørn Mazur og Pernille Jespersen
Bjørn Mazur og Pernille Jespersen havde styr på løjerne. Foto: John Ringstrøm