Efter en sæson, hvor Team FOG Næstved spillede sig frem til to finaler, er klubben nu på plads med endnu en vigtig brik til den kommende sæson. Den engelske forward Sean Trumper har skrevet under på en ny aftale med klubben.
Trumper var en markant profil på holdet i 2025/2026-sæsonen, hvor han især gjorde sig bemærket med fysisk spil, stærkt forsvar og høj intensitet. Selvom han var plaget af skader i en længere periode, spillede han en vigtig rolle i holdets slutspilskampagne.
Hos Team FOG glæder direktør Andreas Larsen sig over at have sikret englænderens underskrift.
– Efter sådan en sæson er vores spillere i høj kurs. Principielt ville vi gerne have beholdt hele holdet, men det er ikke realistisk. At vi har fået Sean Trumper som en del af holdet til den kommende sæson, er en fantastisk nyhed for os, da han kommer med den fysik og intensitet, som skal kendetegne os. Sean var skadet i lang tid i sidste sæson, så jeg føler mig overbevist om, at han kan tage et skridt op, siger Andreas Larsen.
Samtidig kommer Trumper til Næstved med yderligere selvtillid i bagagen. Han er netop blevet udtaget til det engelske landshold, som står foran VM-kvalifikationskampe.
– Jeg var rigtig glad for at være hos Team FOG i sidste sæson, så da der var interesse, var det klart en af de muligheder, som jeg overvejede meget seriøst. Jeg glæder mig til den kommende sæson, siger englænderen.
Med Sean Trumper og Pip Ayayi på kontrakt råder Team FOG foreløbig over to spillere fra sidste sæsons trup, mens arbejdet med at sammensætte den nye spillertrup fortsætter.
Engelske Sean Trumper vender tilbage til Næstved efter sommerferien. Foto: John Ringstrøm