Team FOG Næstved skal på jagt efter en ny cheftræner. Klubben oplyser tirsdag morgen i en pressemeddelelse, at David Pavlakovich stopper som head coach efter to sæsoner i spidsen for det sydsjællandske basketballmandskab.
Afgangen kommer efter en periode, som både sportsligt og resultatmæssigt har været blandt de stærkeste i klubbens historie. I den netop afsluttede sæson spillede Team FOG sig frem til to finaler, hvilket placerer sæsonen blandt de mest markante i klubbens historie.
Ifølge klubben har parterne været i dialog om en forlængelse af samarbejdet, men uden at nå til enighed om den kommende sæson.
- Når jeg ser tilbage på min tid i klubben, er jeg fyldt med stolthed og taknemmelighed. Sammen har vi skabt noget helt særligt. Vi har fejret sejre, overvundet modgang og opnået milepæle, som vil stå tilbage som nogle af de mest betydningsfulde og givende øjeblikke i min trænerkarriere, siger David Pavlakovich i pressemeddelelsen.
Hos Team FOG Næstved lægger direktør Andreas Larsen vægt på, at klubben gennem årene har været et springbræt for både spillere og trænere.
- Vi er en klub, som både på spiller- og trænersiden fungerer som en platform for at tage det næste skridt i karrieren. Vi har haft flere trænere, som vi ser tilbage på med stolthed, og som er lykkedes rigtig godt. Jeg er sikker på, at der venter David en stærk trænerfremtid, siger Andreas Larsen, der nu skal på markedet for at finde en ny cheftræner.
Team FOG Næstved og David Pavlakovich fik to gange sølv i den forgangne sæson. I pokalfinalen tabte de til Randers Cimbria og i DM-finalen løb Bakken Bears med guldet.
David Pavlakovich, der her hilser på Næstveds borgmester Kenneth Sørensen efter den sidste DM-finale, forlader Team FOG Næstved. Foto: John Ringstrøm