Med Næstveds Borgmester Carsten Rasmussen som naturlig spidskandidat til kommunalvalget 18. november går Socialdemokratiet ind i valgkampen med et hold på 23 kandidater.
Det står klart efter lørdagens offentliggørelse af kandidatlisten, hvor hele ni af de 23 kandidater er nye – enten som comeback eller helt nye.
- Det er et godt bredt hold med unge, erfarne og uerfarne. Og flere af de nye er endda kommet i toppen af vores afstemning – blandt andre Gustav Mortensen på en femteplads, siger Carsten Rasmussen om partiets nye 20-årige håb.
- Jeg tror, han får mange stemmer. Han er ung, dygtig og veltalende. Men vi fik også Carina Jacobsen ind på niendepladsen, Stephanie Winther Jones på 11.-pladsen og Estrid Bidstrup Hansen på plads nummer 13, siger borgmesteren.
Artiklen fortsætter under billedet...
Socialdemokratiet har gjort brug af den nye fletteregel, hvor de første seks pladser på listen går på skift mellem kvinder og mænd.
Partiet har cirka 540 medlemmer i Næstved-kredsen og af dem har 57 procent stemt.
- Placeringen på listen er ikke afgørende for at komme i byrådet. Det er jeres egen indsats derude i valgkampen, der kan gøre det, sagde Carsten Rasmussen til offentliggørelsen hos Dansk Metal på Åderupvej.
Artiklen fortsætter under billedet...
I det nuværende byråd er Socialdemokratiet klart det største parti med 13 kandidater.
- Det vil vi gerne bibeholde og gerne flere. Hver en stemme tæller, og holdet vil kæmpe til det sidste for, at vi stadig har en socialdemokratisk borgmester efter valget, siger Carsten Rasmussen, der ved sidste valg i 2021 fik 8827 personlige stemmer.
Det gav ham en niendeplads på landsplan.
- Jeg håber at få omkring de 9-10.000 stemmer igen. Jeg er stadig fuld af energi og motivation. Jeg har altid passet mit job 110 procent uanset, hvad jeg har lavet – også som borgmester, konstaterer partiets topfigur.
Socialdemokratiets kandidater til kommunalvalget 2025:
1. Carsten Rasmussen
2. Hanne Sørensen
3. Michael Perch
4. Marianne Olsen
5. Gustav Mortensen
6. Linda Frederiksen
7. Charlotte Roest
8. Christian von Benzon
9. Carina Jacobsen
10. Per Sørensen
11. Stephanie Winther Jones
12. Brian Hornbæk
13. Estrid Bidstrup Husen
14. Aligo Francis
15. Christina Pagh
16. Evals Gruevski
17. Tonny Ploug
18. Thor Temte
19. Joakim Rex Blankschøn
20. Jesper Ravnsbjerg Hansen
21. Henrik Rasmussen
22. Mohamed belhalba
23. Michael Jørgensen