Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Snart er der 84 ekstra sovepladser i Næstved

Fredag 1. maj nærmer sig, og her slår ”selvhjælpshotellet” Easy Stay for første gang dørene op til deres digitale verden og til et stort behov for overnatningsmuligheder i byen.

Anlægsgartnere, elektrikere, rengøringsfolk og øvrige håndværkere render rundt som myrer og er flittige med at få det sidste på plads.

Der er nemlig kun én uge til, at Easy Stay på Åderupvej 4-6 skal have klippet den røde snor af borgmester Kenneth Sørensen for at indikere, at Næstveds nyeste hotel er åbnet.

På imponerende vis har bygherre, Maycon, omdannet hele området til hotelområde på bare fire måneder. Arbejdet begyndte 4. februar og med totalentreprisen placeret hos Flex Modul i Skive blev hotellet sænket ned som byggeklodser, så der nu kun mangler småting hist og her.

- Vi har haft en vandskade på taget, som gik ud over to-tre værelser, og vi har nogle skilte, der er på vej gennem Rusland. Men ellers er det hele gået efter planen, siger Bjarne Mayland, projektudvikler hos Maycon.

Hotellet får 38 værelser, heraf fem familieværelser. Og der tilknyttes en café/restaurant med det foreløbige navn ”Easy Bite”, hvor man kan få morgenmad – også til folk, der ikke bor på hotellet.

- I starten var konceptet kun værelser, men vi ved, at folk på agentsider som booking.com og hotels.com ofte søger på morgenmad og tv på værelset. Så det har vi også installeret på alle værelser, hvor folk kan streame, fortæller Dennis Dahl, der er hotel projektudviklingschef og konceptmanager hos Maycon.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dennis Dahl, administrerende direktør Anders Mayland og Bjarne Mayland fra Maycon glæder sig til åbningen af Næstveds Easy Stay. Foto: John Ringstrøm

Dennis Dahl (t.v.), administrerende direktør Anders Mayland og Bjarne Mayland fra Maycon glæder sig til åbningen af Næstveds Easy Stay. Foto: John Ringstrøm

De har også lært af deres første Easy Stay i Rønnede, hvor der ikke har været ét stort lokale til caféområde.

- Vi har haft fire adskilte rum i Rønnede, men det var en fejl. Det skal være ét stort, hvor folk kan mødes, hygge, se storskærm og spise, siger Bjarne Mayland, der endnu ikke har sat navn på forpagteren af ”Easy Bite”.

Når caféen ikke har åbent, kan man købe øl, vand og snacks i en automat. Der vil endda være Faxe i automatiske fadøls-haner. Og når vejret er godt, kan man tage drikkelsen med på en træterrasse, der er etableret på førstesalen. Her er sågar et orangeri, så man kan være ”ude” hele året rundt.

For at komme ind til værelsesgangen på Easy Stay skal man have en digital kode, som man kan booke hjemmefra. Det giver en tryghed for kunderne, og på alle fællesområder vil der også være overvågning.

Artiklen fortsætter under billedet...

Træterrassen med orangeriet, hvor man kan nyde stilheden, udsigten og en kølig drink måske, er tæt på færdig. Foto: John Ringstrøm

Træterrassen med orangeriet, hvor man kan nyde stilheden, udsigten og en kølig drink måske, er tæt på færdig. Foto: John Ringstrøm

- Vi kan mærke, at nysgerrigheden vokser. Ikke mindst på hvornår man kan booke. Men det kan man allerede og åbningsweekenden er booket. Her har deltagerne på Gadefesten været hurtige, siger Dennis Dahl, der også kan melde om stor interesse fra firmaer.

- Det er især håndværkere og konsulenter. Men overnatning er også efterspurgt i denne prisklasse. Du kan få et værelse til to for 800-900 kroner og mange vil bare have én overnatning. Der er også nogle, der lægger sig fast på 8-10 værelser hver uge, konstaterer Dennis Dahl, der også er formand for Næstved Turistforening.

Der er også tænkt i bæredygtighed, så der er blandt andet solceller på taget, luft-til-vand-system, batterisystemer og ladestandere til elbiler på den store parkeringsplads. 

Så nu glæder bygherren sig blot til åbningen.

- Det bliver en fest. Der har jo ikke været bygget hotel syd for Køge i 50 år, pointerer en smilende Bjarne Mayland.