I søndagens sidste og afgørende runde af DP World Tour-turneringen Qatar Masters gik den 26-årige Næstved-spiller Jacob Skov Olesen i førerbold med Patrick Reed fra USA. Olesen havde de foregående tre runder gået i henholdsvis 66, 70 og 68 slag.
Det lugtede af den første sejr på øverste, europæiske hylde til den talentfulde sydsjællænder, der havde en tredjeplads i Nexo Championship i Skotland i august 2025 som den hidtil bedste placering, men det blev også kun ved lugten.
Patrick Reed lagde sig undervejs alene på førstepladsen, mens Jacob Skov Olesen fik både birdies og bogeys på sit scorekort. Han sluttede i 71 slag – én under par – og samlet i 13 under banens par, hvilket var ét slag efter skotten Calum Hill og tre slag efter Patrick Reed. Olesen delte tredjepladsen med amerikanske Johannes Veerman.
Reed har nu vundet to gange indenfor de seneste tre uger i Mellemøsten, mens han i denne turnering kunne stikke små tre millioner kroner i lommen for sejren.
Olesen fik cirka 988.000 danske kroner for tredjepladsen, der dermed tangerede hans bedste resultat. For samme placering i Skotland sidste år vandt han cirka 895.000 kroner, så tredjepladsen i Qatar er hans hidtil største præmie.