Der var både flag, applaus og våde øjne, da John ”Lodsen” Frederiksen for sidste gang kørte sin BMW 1M over målstregen på dyrskuepladsen i Roskilde.
Efter 50 år i motorsport var det slut. Og afslutningen blev præcis så følelsesladet, som man kunne forestille sig.
– Det var med tårer i øjnene og gråd hos både mig og flere af de mennesker, der var omkring mig. Vi havde en utrolig, fantastisk dag med over 200 gæster til spisning. Blandt andet flere gamle venner og konkurrenter, fortæller John Frederiksen.
En særlig kvinde i højresædet
Afskedsløbet havde fået navnet ”John Frederiksens Afskedsløb”, og der var sørget for en ganske særlig overraskelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
John Frederiksen fik "Søs" ved sin side på sidste omgang. Foto: Allan Post
Ved siden af ham sad nemlig hans tidligere kæreste og codriver, Annelise Zabell, også kaldet ”Søs”. Hun var med, da rallykarrieren begyndte for et halvt århundrede siden, og nu var hun tilbage i højresædet på den sidste tur.
Da parret efter løbet skulle køre en afsluttende omgang som lukkervogn, ventede endnu en overraskelse.
– Det kom bag på mig, da vi skulle køre som lukkervogn, at de mange officials stod hele vejen rundt med flag. Der var jeg helt færdig. Det kunne simpelthen ikke være en bedre måde at slutte på, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet...
BMW'en skal nu videre til en anden. Foto: Allan Post
Venner, familie, tidligere konkurrenter og sponsorer var mødt frem for at tage afsked med rallykøreren. Også Team Hyllinge Racing og hans klub, ASK Hedeland, var med til at gøre dagen særlig.
Fra første DM-titel til den sidste
John Frederiksen har gennem fem årtier oplevet det meste inden for motorsporten. Hans første danske mesterskab kom for 40 år siden, mens det seneste blev vundet i 2022. Nu er beslutningen om at stoppe endelig.
– Jeg kan godt slippe det. Jeg har brugt et halvt år på at bearbejde det, og alting har en ende. Jeg kan ikke nå mere. Jeg vandt mit første DM for 40 år siden og det sidste i 2022. Nu er det nu, siger han, der nu skal have solgt rallyudstyret videre.
Artiklen fortsætter under billedet...
Der var knus og kram til Frederiksen efter hans sidste løb. Foto: Allan Post
Motoren i BMW'en skal først renoveres, og til januar bliver både bilen, racertrucken og traileren sat til salg.
Transportfirmaet fortsætter
Selvom motorsporten nu er historie, er John Frederiksen ikke klar til at trække sig helt tilbage fra arbejdslivet. Han driver fortsat John Frederiksen Internationale Transport A/S i Brøndby, der beskæftiger 20 medarbejdere og blandt andet kører faste transporter til Sverige.
– Vi kører over 33.000 kilometer om ugen, fortæller han, der om små to måneder fylder 73 år.
- Planen er at fortsætte i virksomheden i tre og et halvt år, så jeg kan nå at fejre 25-års jubilæum, siger han med et smil.
Masser af gæster samledes i Team Hyllinge Racings lejr for at sige farvel til "Lodsen". Foto: Allan Post