Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Sen slutspurt var ikke nok for Herlufsholm

Herlufsholms mænd fik ikke den ønskede start på efteråret i Sjællandsserien. Haslev FC bragte sig foran 3-0, inden Herlufsholm satte en sen slutspurt ind og fik reduceret to gange.

Premieren i Sjællandsserien faldt ikke ud til Herlufsholms hjemmehold fredag aften. Det måtte se sig slået 2-3 af fra Haslev FC, som også kom bedst fra start.

Et løbevilligt og fysisk stærkt Haslev-mandskab pressede Herlufsholm, der havde svært ved at få det normale samspil til at fungere i første halvleg. Allerede efter syv minutter havde Haslev bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside.

Fem minutter senere kom føringsmålet. Herlufsholm mistede bolden højt på banen, og Mads Christensen udnyttede muligheden med et godt langskud med venstrebenet til 0-1. Endnu et boldtab blev dyrt for hjemmeholdet, da Emil Birkerod senere kunne udbygge Haslevs føring til 2-0.

Herlufsholm kom bedre ud

Tre udskiftninger kort før pausen og klare ord i omklædningsrummet fra cheftræner Mikkel Bruun gav et anderledes Herlufsholm-hold efter pausen. Der blev vist mere fight, men Haslev formåede fortsat at skabe chancer og true på omstillinger.

Kort efter drikkepausen på den varme august-aften midt i anden halvleg gik det galt igen. Et boldtab blev omsat til en hurtig Haslev-omstilling, som rutinerede Niklas Junggaard udnyttede til 3-0.

Dermed så det svært ud for Herlufsholm, men hjemmeholdet gav ikke op. Blot et minut efter, at en af debutanterne, Amin Marfavi, var kommet tilbage på banen, reducerede han til 1-3 efter et godt opbygget angreb og en assist fra en anden debutant, Mikkel Melgaard.

Og i tillægstiden kom der for alvor spænding om resultatet, da Dominik Jovanovic, en tredje debutant, gjorde det til 2-3.

Herlufsholm pressede på for udligningen, men genrejsningen var sat ind for sent, og Haslev kunne tage alle tre point med hjem.

Nyt hold skal finde rytmen

Herlufsholm går ind til efterårssæsonen med et hold, der fortsat er ved at finde sammen. Fem nye spillere var med på holdkortet mod Haslev, og truppen har haft et begrænset antal fælles træninger og blot to træningskampe inden turneringsstarten.

Næste mulighed for at hente efterårets første point kommer allerede fredag, hvor Herlufsholm møder DMI på udebane.

Anfører Benjamin Jensen og holdkammeraterne fik ikke point i premieren. Her er han i aktion i en tidligere kamp. Foto: John Ringstrøm

Anfører Benjamin Jensen (t.v.) og holdkammeraterne fik ikke point i premieren. Her er han i aktion i en tidligere kamp. Foto: John Ringstrøm