Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Sejre i Aarhus, Toksværd og i Holberg-hallen

Weekendens sportsresultater var overvejende positive for de Næstved-hold, der var i ilden både uden- og indendørs.

Med en sejr på 3-0 over Brabrand lagde Næstveds fodboldmænd sig op på tredjepladsen efter 10 runder i 2. division – kun to point fra førerholdet AB.

Det var Aksel Halsgaard, Frederik Christensen og Lucas Riisgaard, der stod for ”de grønnes” mål i en pjaskvåd fodboldkamp i Aarhus-forstaden, hvor Næstved havde spilovertaget og tog sejren helt fortjent.

Næstved Boldklubs næste opgør er fredag aften ude mod rækkens nummer fem, Vendsyssel FF.

Fodboldkvinderne tabte

Hos kvinderne kunne Næstved HG til gengæld ikke helt følge mændene til dørs, da de hjemme på stadion i Næstved tabte lørdag til FC Thy/ThistedQ med 1-2. Anfører Katrine Krag-Andersen bragte ellers værterne foran, men thyboerne scorede to gange i 2. halvleg og kunne rejse hjem med alle tre point.

Næstved-kvinderne er på femtepladsen efter otte kampe og møder næste gang Østerbro på udebane lørdag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Næstved HGs anfører Katrine Krag-Andersen scorede til 1-0, men det var ikke nok for de sydsjællandske kvinder. Foto: John Ringstrøm
Næstved HGs anfører Katrine Krag-Andersen scorede til 1-0, men det var ikke nok for de sydsjællandske kvinder. Foto: John Ringstrøm

Herlufsholm fik uafgjort

I Sjællandsserien spillede Herlufsholms mænd uafgjort 3-3 hjemme mod FC Nakskov. Nicklas Rasmussen, Magnus Kristensen og Kevin Fobian scorede for sydsjællænderne, der ligger nummer 10 efter otte opgør.

I fodboldens serie 2 var der torsdag aften lokalbrag i Toksværd, hvor Holmegaard var på besøg. Og gæsterne tog en sikker 3-0-sejr på fremmed græs under ”eget postnummer”. Det var Mads Søby, Mikkel Uhrbrand og Hjalte Mathiasen, der scorede målene for Holmegaard, der ligger suverænt nummer ét i rækken.

Artiklen fortsætter under billedet...

Holmegaards Serie 2-hold vandt i Toksværd. Foto: Holmegaard GB
Holmegaards Serie 2-hold vandt i Toksværd. Foto: Holmegaard GB

I samme række spillede FC 77 uhørt 5-5 hjemme på Dyrskuepladsen mod Køge BK, mens Karrebæk fik tre point uden at komme i kamp mod Køge Union.

To bordtennis-sejre

I Bordtennisligaen bød weekenden på to sejre til Næstveds danske mestre. Fredag blev det til 5-1 ude over BK Amager, og den sejr blev flot fulgt op hjemme søndag, hvor sidste års DM-finalister Herlev var på besøg.

Næstveds vandt 5-2 efter sejre til to gange Michal Obeslo, to gange Charlie Carlsson, og én gang Tomas Koldas. Sydsjællænderne har nu fire sejre for fire kampe og deler førstepladsen med Roskilde.

Stor basketsejr i Aarhus

I Basketligaen havde Team FOG Næstved et udebaneopgør torsdag aften, hvor Bears Academy i Aarhus var modstanderen. Og for tredje gang ud af tre mulige i sæsonstarten lavede Næstved over 110 point. De unge bjørne fra Aarhus blev besejret hele 116-78 i et opgør, hvor Tyler Harris blev topscorer med 23 point.

Håndboldsejr i lokalopgør

I håndboldens verden bød weekenden også på sejr til Næstveds mænd i 3. division. De tog en meriterende sejr på 25-22 ude over Dianalund/Tersløse. Næstved er startet sæsonen med to sejre i de to første kampe.