Det var bundholdet Thisted FC, det skulle gå ud over, da Næstved Boldklub fik sæsonens første sejr på hjemmebane.
Allerede efter 51 sekunder kom værterne foran, da Peter Plougmand satte sig igennem i venstre side og med en tværpasning fandt varme Frederik Christensen, der scorede sit fjerde sæsonmål.
- Vi kommer faktisk ofte stærkt ud og i dag har vi marginalerne med. Vi har ofte fokus på at gøre de ting, vi selv kan kontrollere 100 procent, og vi bygger hele tiden på relationerne med alle de udskiftninger, der har været, siger Næstveds cheftræner Sune Lærkedahl Jensen.
Det gav værterne en superstart og de sad da også på det hele i de første 10 minutter. Man gashåndtaget blev sluppet en anelse og Thisted fik lov at komme lidt bedre med i kampen.
Derfor var det en forløsning for de 1063 tilskuere, da Jeppe Gertsen var listet med frem ved bagerste stolpe på et hjørnespark og puttede bolden ind til 2-0. Der lød Thisted-protester fra bænken og det resulterede i et rødt kort til jydernes træner, Daniel Kristensen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Peter Plougmand lagde op til to af Næstveds mål. Foto: John Ringstrøm
Kort efter havde gæsterne dog en stor chance for at komme tilbage, da Jes Palsmark begik straffespark. Men Næstved-keeper Albert Gaub pillede flot forsøget fra Simon Asamoah Appiah.
2-0 er den farligste føring, siges det, så da ”De Grønne” gjorde det til 3-0 cirka 10 minutter efter pausen, brød jublen løs. Igen var Peter Plougmand involveret, da den store angriber lagde den på tværs til en fri Storm Hollensted.
Resten af opgøret blev dog lidt af en ørkenvandring, da værterne ikke for alvor jagtede det fjerde mål og thyboerne magtede ikke at true Næstved-målet. De to indskiftede, Malthe Rugaard og Justin Shaibu var dog tæt på for værterne, men skarpheden manglede.
Med 20 minutter igen måtte Albert Gaub hive en klasseredning ud af ærmet på et godt Thisted-forsøg, og et minut før ordinær spilletid måtte han se sit ”clean-sheet” forsvinde, da gæsternes indskiftede Victor Fjeldgaard reducerede til 3-1.
- Der var mange gode præstationer i dag… Gaub var også god, siger Sune Lærkedahl Jensen med et stort smil, som i det hele taget indikerede, at han var glad for sæsonens første hjemmesejr.
- Vi holder fast i en god præstation. En sejr igen og mange gode momenter, selv om man altid gerne vil have clean-sheets. Jeg hæfter mig ved, at vi taber to ud af to gange sidste år på hjemmebane til Thisted, og nu vinder vi markant. Vi er på vej et godt sted hen, og nu handler det om at fortsætte, konstaterer træneren.
Næstved er på fjerdepladsen med 12 point for syv kampe. Næste opgave er fredag 18. september ude mod Fremad Amager.
Storm Hollensted har gjort det til 3-0 og tiljubles af holdkammerater. Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
2. division, mænd
Næstved – Thisted FC: 3-1 (2-0)
1-0: Frederik Christensen (1)
2-0: Jeppe Gertsen (29)
3-0: Storm Hollensted (56)
3-1: Victor Fjeldgaard (89)
Næstveds hold:
Albert Gaub – Jes Palsmark (pausen/Malthe Rugaard), Jeppe Gertsen (69/Tobias Elmelund), Mads-Emil Langberg, Mathias Høst – Mark Kongstedt, Magnus Häuser, Benjamin Luka Kold (67/Carl Cordua), Storm Hollensted – Frederik Christensen (79/Justin Shaibu), Peter Plougmand (67/Marinus Larsen).