Kalenderen er tæt pakket for Rune Kristensen i disse uger. Sjællands Storkreds er geografisk stor, og valgkampen bringer ham fra debat til debat på tværs af regionen. Alligevel vender han igen og igen tilbage til det samme udgangspunkt.
– Det er jo en gigantisk storkreds at køre valgkamp i, og der er hele tiden arrangementer og debatter. Men jeg er selvfølgelig mest her i Næstved. Det er jo det, jeg brænder for – det er benzin til mig, siger han.
Engagementet er tydeligt. Men med opstilling i Ringsted-Sorø-kredsen følger også et naturligt spørgsmål i Næstved: Hvem repræsenterer han egentlig?
Næstved som base – Sjælland som projekt
Rune Kristensen afviser ikke problemstillingen. Tværtimod anerkender han den som relevant.
– Jeg forstår sagtens, at folk spørger. Men jeg bor i Næstved, mine børn går i børnehave og skole her, min kone har virksomhed her, og jeg sidder i byrådet her. Næstved er helt inde under huden på mig, konstaterer han, og peger på, at Næstved i dag mangler en lokal stemme på Christiansborg.
– Vi er næsten 90.000 indbyggere, og der er ikke nogen i Folketinget, der bor i Næstved Kommune. Det er bare noget andet at møde borgerne ved køledisken i Netto eller i gågaden i den by, man bor i, siger han.
Der er dog en lokal i Folketinget - nemlig Liberal Alliances Sandra Skalvig, som bor i Toksværd. Men Rune Kristensens ambition stopper ikke ved kommunegrænsen. Tværtimod ser han sin opstilling i Ringsted som en mulighed for at tænke bredere.
– Vi er nødt til at lade være med at kigge på Næstved og Ringsted som konkurrenter. Vi skal se det som et samlet område – ligesom trekantsområdet i Jylland. Hvis vi kunne lave det samme her med Ringsted, Sorø, Næstved og måske også Slagelse eller Køge, så ville vi stå meget stærkere, mener Kristensen.
Det perspektiv går igen i hans argumentation: At vækst og udvikling på Midt- og Sydsjælland kræver samarbejde frem for lokal rivalisering.
– Når vi konkurrerer om statslige arbejdspladser eller investeringer, så konkurrerer vi jo ikke med hinanden – vi konkurrerer med Fyn og Jylland. Hvis noget lander i Ringsted eller Sorø, så gavner det også Næstved, pointerer han.
Erfaring fra rådhuset – blik mod Christiansborg
Motivationen for at søge mod Folketinget udspringer i høj grad af hans arbejde i byrådet. Her oplever han, at mange lokale ambitioner bremses af nationale rammer.
– Vi oplever jo gang på gang, at der, hvor vi rammer en mur, det er i Folketinget. Vi kan gøre rigtig meget lokalt, men når reglerne ligger nationalt, så er det der, det stopper, siger han og fremhæver blandt andet fjernvarmeudrulning som et konkret eksempel.
– Vi har kæmpet en brav kamp med fjernvarme, borgere og frivillige har engageret sig, og kommunen har gjort alt, hvad vi kunne. Alligevel er vi ikke kommet i mål, fordi de nationale regler gør det svært at få økonomien til at hænge sammen for borgerne, fortæller han og nævner andre eksempler som emballageafgiften, højspændingsledninger ved Præstø Fjord, motorvejen og de økonomiske bindinger på kommunernes drift og anlæg.
Artiklen fortsætter under billedet...
Rune Kristensen fanget i "café-hjørnet" i Næstved. Bag ham hænger han på lygtepælen over sin partikollega, Barbara Engelstoft, som paradoksalt nok stiller op for Næstved, men bor i Gentofte. Foto: John Ringstrøm
For Rune Kristensen er det netop koblingen mellem det lokale og det nationale, der driver ambitionen.
Dobbeltmandat – og en afvejning
Hvis valget falder ud til hans fordel, venter næste spørgsmål: Hvordan vil han balancere et folketingsmandat med rollen som viceborgmester i Næstved? Her lægger han en relativt klar plan frem.
– Hvis jeg bliver valgt til Folketinget, så stopper jeg som udvalgsformand (Teknik og Klimaudvalget, red.). Det kræver for meget i dagtimerne. Men byrådsarbejdet kan man godt varetage ved siden af – det gør mange jo allerede med et almindeligt arbejde, siger han.
Han ser ikke nødvendigvis et dobbeltmandat som en svaghed – snarere som en mulighed for at skabe sammenhæng.
– For mig bliver det at sidde i byrådet og i Folketinget en bro mellem de to ting. Jeg kender sagerne fra den praktiske side, og det er den viden, jeg gerne vil tage med videre. Men valgkamp er hårdt, og det trækker veksler derhjemme. Så der er selvfølgelig også en grænse for, hvor meget man kan og vil, konstaterer Rune Kristensen.
En kandidat med længere sigte
Rune Kristensen har stillet op til Folketinget tre gange før. Sidste gang manglede han blot 300 stemmer for at komme ind. I dag oplever han sig selv som en mere erfaren kandidat.
– Før var jeg meget idealistisk og måske lidt mere unuanceret. I dag er jeg mere balanceret og erfaringsbaseret. Jeg har arbejdet i erhvervslivet, jeg sidder i byrådet, og jeg har familie. Det giver et andet perspektiv, mener han.
Ambitionen er dog uændret: at blive valgt og gøre en forskel.
– Jeg håber selvfølgelig på at blive valgt. Og hvis det lykkes, så vil jeg være en stærk stemme både for Næstved og for det her område på Sjælland, understreger Kristensen.
Om vælgerne deler den vurdering, afgøres 24. marts. Men én ting står klart: Rune Kristensen går efter at bygge en politisk bro – fra Næstved til Christiansborg og videre ud over kommunegrænserne.
