Der er lidt over to måneder til kommunalvalget, og de mange kandidater er så småt ved at være på dupperne i forhold til at gøre opmærksom på sig selv.
Radikale Venstre i Næstveds nuværende byrådsmedlem, Andreas Pourkamali, som også er Kultur- og Idrætsudvalgsformand i Næstved Kommune, kickstartede sin kampagne med manér, da han fredag samlede både ”venner og fjender” på Petersens Pizza.
- Det gik, som jeg både havde håbet og ønsket, i en uformel ramme, hvor det også gav mening at holde det hos Petersens, der ligger unikt ved havnen, som vi jo også har ambitioner for, siger Pourkamali.
Han kom i byrådet ved sidste valg og han satser stærkt på at genvinde pladsen.
- Valgkamp adskiller sig jo lidt fra hverdagen ved, at man hæver blikket og ser det hele lidt fra oven. Man forsøger at åbne ”skyklapperne”, og det gør man måske ikke altid i en hektisk hverdag, erkender RV-politikeren.
Artiklen fortsætter under billedet...

Han havde inviteret blandt andre miljøminister Magnus Heunicke og Venstres folketingsmedlem Christian Friis Bach, som dog var forhindret af opgaver på Christiansborg.
Men Heunicke kom – efter at være punkteret på motorvejen – og Kenneth Sørensen fra Venstre kom. Det samme gjorde Kasper Schneider fra Liberal Alliance og Mia Linda Møller fra Moderaterne. Borgmester Carsten Rasmussen var optaget af Flagdag.
- Jeg er rigtig glad for dem, der kom. Og jeg ser dem ikke som ”modstandere”. Det er tydeligt at være kommunalpolitiker i Næstved, kræver, at man ser, hvordan vi kan bruge hinanden. Vi kommer ikke samme sted fra, men vi vil det alle godt for Næstved. Det er vigtigt ikke at arbejde i politiske blokke, mener Andreas Pourkamali, der som radikal midterpolitiker gerne vil have alle med.
- Det er meget historisk i Næstved, man fra blå bloks side ønsker en blå borgmester efter mange år med rød. Og fra flertallets side ønsker man at holde blå ude. Man er nødt til at sætte sig sammen på midten og snakke om, hvor man skal hen. Der er kæmpe potentiale, hvis man snakker sammen og vil fællesskabet, mener Pourkamali.
Artiklen fortsætter under billedet...
Han er begejstret for sin dag på Petersens, hvor også kulturlivet i skikkelse af blandt andre Ulla Brit Simonsen, musiker og forperson for Dansk Musiker Forbund Region Sjælland, og stifter af Næstved Metalfest, Michael Hvolgaard Andersen, dukkede op.
Og selvfølgelig også næsten alle Radikale Venstres kandidater og gruppeformand Henning Jørgensen, der havde en rap klar til Pourkamali.
- Henning vågnede en nat og havde nogle en rap, han skrev ned. Den var fantastisk, siger Andreas Pourkamali, der nu kan gå i gang med sin kampagne for alvor.
- Nu er jeg officielt i gang og kan se frem til et par spændende måneder, pointerer han.