Det blev som ventet til den syvende sejr ud af otte mulige, da Team FOG Næstveds basketligamandskab havde besøg af ”bjørne-talenterne” fra Aarhus, der kun i første periode havde noget at stå imod med.
Her kom hjemmeholdet i Arena Næstved kun foran 29-28, men det blev hurtigt ændret i anden periode, hvor Team FOG Næstved øgede, så de kunne gå til pause foran 57-45.
De mange hjemlige fans i arenaen fik endnu mere at glæde sig over i tredje periode, hvor især Rollie Worster og Vic Searls foldede sig ud. Også Ikenna Okeke var skarp på sine forsøg, så da værterne førte 86-64 inden fjerde periode, var kampen så godt som afgjort.
- Vi mødte ligaens bundprop, så det blev, som det skulle – en sikker sejr.
- Set fra vores stol er det ikke en kamp, vi kan bruge til specielt meget. Folk spiller ude af positioner og markant flere minutter, end de plejer. Det er ikke samme rytme og intensitet, for folk vidste godt, at det ville blive en lang kamp, siger Team FOG Næstveds sportschef Thomas Foldbjerg.
Han og cheftræner David Pavlakovich mangler for tiden seks skadede spillere, hvor én som unge Frederik Bak ikke kommer på banen i år. Han ødelagde knæet i starten af sæsonen.
- I dag starter vi med syv spillere, og under kampen får Domineck Welch det endda dårligt, og var ude fra midten af anden periode til fjerde periode. Når Vic (Searls, red.) kommer ud, har vi ikke en stor spiller på banen, og så spiller vi med fire guards. Det gør noget ved dynamikken, som jo ikke er det, vi træner, erkender sportschefen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Han kunne konstatere, at netop Vic Searls på 2,06 meter og Rollie Worster spillede henholdsvis 35,58 minutter og 34,56 minutter, mens det unge stortalent Lukas Meyer Christensen fik hele 34,29 minutter på banen. Alle usædvanlig mange minutter i én basketligakamp.
- Spillerne har et topniveau, som vi nødvendigvis ikke så i dag. Når man løber scoringstavlen igennem, kan vi se, at vi har mange, der bidrager pointmæssigt. Det tager jeg nok mest med herfra. Men vi har en dybde og en bredde, når vi har 10-11 spillere, der kan gå ind og gøre en forskel på det her niveau, mener Thomas Foldbjerg, der også glædede sig over, at unge Sebastian Rosenkrands kom ind og bidrog.
- Det er rigtig rart, for det er jo en ting, vi ikke ser, når alle profiler er tilstede, konstaterer Foldbjerg.
Team FOG Næstved skal i aktion igen allerede torsdag aften ude mod BK Amager.
KAMPEN I TAL
Basketligaen
Team FOG Næstved – Bears Academy: 108-84
Periodecifre:
29-28, 28-17, 29-19, 22-20
Point for Næstved:
Ikenna Okeke 25, Vic Searls 24, Rollie Worster 16, Domineck Welch 15, Lukas Meyer Christensen 14, David Jean-Baptiste 13, Sebastian Rosenkrands 1.
Topscorer for Bears:
Anton Katholm 18
