Pia Knorr har i godt 3,5 år været centerleder i HG Fitness, som hun også var med til at starte op, og har derfor sin daglige gang i Herlufsholm Idrætscenter.
Nu er hun valgt ind i bestyrelsen på en af de tre pladse, som HG's hovedafdeling har. Ovenikøbet skal hun nu også være bestyrelsesformand i idrætscentret.
Pia Knorr er fra Næstved, hvor hun også bor, og er et kendt ansigt især i fitnessverdenen.
Som formand skal hun også være en tæt sparringspartner med centerleder Morten Ahlefeldt Hansen, som også er ny på posten, da han tiltrådte 1. august 2025.
Den nye bestyrelsesformand glæder sig meget til opgaven, og ser positivt på fremtiden.
- Selv om Herlufsholm Idrætscenter er et meget attraktivt og populært center, er der masser af udviklingsmuligheder. Projektet med den gamle svømmehal i Herlufsholm Idrætscenter skal der arbejdes med, ligesom Herlufsholm Idrætscenter også er i gang med arbejdet omkring en ny udviklingsplan, som gerne skulle føres ud i livet over de næste år, siger Pia Knorr i en pressemeddelelse.
Den tidligere formand for Herlufsholm Idrætscenter, Peter Jørgensen, bliver ny næstformand.
