Det var lidt af en bombe, der kom fra Næstved Boldklub torsdag eftermiddag.
I en pressemeddelelse skriver bestyrelsen i den sydsjællandske 2. divisionsklub, at den har accepteret et ønske fra administrerende direktør Peter Nielsen om at forlade sin post.
- Direktøren har igennem en årrække været drivkraften i selskabets aktiviteter, og i processen med at sikre, at selskabet igen kom tilbage på lokale hænder. Det arbejde skylder ejerne, og ikke mindst borgerne i Næstved og alle øvrige interessenter, Peter Nielsen megen tak for, lyder det på klubbens hjemmeside.
- Efter nogle skuffende år såvel sportsligt som økonomisk, skal organisationen nu revitaliseres, og det mener bestyrelsen og direktøren kræver en ny ledelse. Peter Nielsen fortsætter i selskabets bestyrelse og som medejer. Der vil blive indsat en ny midlertidig daglig ledelse i administrationen, samtidig med at bestyrelsen vil gå mere aktivt ind i daglige driftsopgaver, skriver bestyrelsen endvidere.
Det har ikke været muligt at få flere kommentarer fra hverken bestyrelsen eller Peter Nielsen selv.
Fredag aften spiller klubbens førstehold udekamp i 2. division mod Fremad Amager.