Umiddelbart ser du det ikke, når du kører forbi den 6500 kvm store nye Næstved Svømmehal på Vandets Kvarter 1 i Stenlængegård-området. Men på bagsiden møder du en anden verden.
Her er Alëxone Dizac – aka Alëx1 – gået i gang med sine spraydåser og forskønner gavlen med sin farverige og energiske grafitti-kunst.
- Det var min ven SWET (Aalborg-kunstner, red.), der spurgte, om jeg ville male, og så udførte jeg nogle tegninger på det billede, jeg gerne ville lave. Og jeg har malet i Næstved mange gange før. CMP1 (Claus Michael Pedersen, red.) er også min ven, siger Alëx1.
Den 49-årige franskmand står blandt andet bag den farvestrålende, lilla gavl ved Rampen og Skyttemarksvej, og er dermed en kendt figur i Næstved Kunstby.
Dizac er glad for glade, fjollede figurer med lange arme og næb. Især hans pingviner er et kendetegn i et tegne-univers, der har en tatoveret stil over sig.
Det skal blive spændende at se det færdige kunstværk, som paris-kunstneren forventer vil være søndag 18. maj.