Hvert år i september vrimler det med unge håndboldspillere i Næstved, og i år er ingen undtagelse til 2025-udgaven af Næstved Cup.
Den lokale håndboldklub, Næstved Håndbold, står bag arrangementet og kan melde om deltagelse af 3052 spillere fordelt på 264 hold.
- Vi er meget tæt på at ramme samme antal som sidste år, og igen har vi sagt nej til en del, da der simpelthen ikke er plads, siger Næstved Håndbolds formand Finn Jensen.
Han og klubben har i år fået Dalby Håndbold med i arrangementet, da der blandt andet ikke kan spilles i den ene Herlufsholm-hal, der er under renovering.
Artiklen fortsætter under billedet...

- Vi er en hal nede i Herlufsholm og derfor spiller vi i Dalby, men også i blandt andet Fuglebjerg, Grønbro, Toksværd og Hyllinge, siger Finn Jensen, der naturligvis også har hele Arena Næstved under ”besættelse”.
De første kampe spilles fredag kl. 18.30 på hele 21 forskellige baner, og så går det ellers løs i hele weekenden med de over 3000 spillere, der er fra 10 til 19 år.
- Vi har deltagelse af hold fra Hillerød i nord til Nakskov i syd, fra Gudme i vest til Malmø i øst. Vi stiller selv med små 100 spillere fra Næstved, fortæller Finn Jensen.
Fredag rykker han og de ni øvrige i styregruppen ind på Næstved Gymnasium, hvor årets ”headquarter” slår base.
- Når vi først rykker derind, er vi i gang. Der er en hel speciel dynamik og fællesskab, som det frivillige arbejde giver. Når der sker noget – det kan være en buschauffør, der kører ind i et skilt – er styregruppen bare klar til at bakke op. Og så glæder jeg mig til hele stemningen, konstaterer håndboldformanden.
