Mandag formiddag blev Herlufsholmskoven forvandlet til et levende tæppe af farverige huer, vinterjakker og engagerede børn, da mere end 3000 børn og unge fra 33 daginstitutioner, skoler og tilbud i Næstved Kommune deltog i en stor fælles gå-event til fordel for børn i glemte kriser.
Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
Midt i den frostklare januarluft bevægede deltagerne sig ad de velkendte stier i Herlufsholmskoven, hvor ruter på enten 2,5 eller 5,1 kilometer snoede sig mellem nøgne træer og skovbund dækket af rim og sne. Her talte hver eneste meter – ikke kun som motion, men som konkret hjælp til børn langt fra Næstved.
Artiklen fortsætter under billedet...
Inden starten blev energien skruet markant op. DR-profilerne Hr. Skæg og Sælma indtog skovbunden sammen med instruktør Anja Wissum fra Dokken Crossfit, der stod for en fælles, tempofyldt opvarmning. Smil, grin og høje knæløft satte stemningen, inden borgmester Kenneth Sørensen officielt sendte børnene afsted – flankeret af Næstveds egen maskot Næssi og BonBon-Lands muntre Henry Hundeprut.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det store engagement gav et mærkbart resultat. Samlet gik børnene hele 12.168 kilometer, og med Novo Nordisk Fonden’s donation på 20 kroner pr. kilometer betød det, at formiddagens indsats alene indbragte 243.360 kroner til Danmarks Indsamling. Et beløb, der går direkte til børn ramt af kriser, som sjældent fylder i nyhedsstrømmen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Efter målstregen ventede der forfriskninger i form af juice og frugt leveret af Kvickly Næstved, mens frivillige kræfter fra HG Atletik, Triatlon og Motion sørgede for, at logistik og sikkerhed spillede hele formiddagen. Det lokale engagement var tydeligt – både blandt børn, pædagoger, lærere og de mange hjælpere, der gjorde dagen mulig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Arrangementet markerede samtidig startskuddet på Børnenes Danmarks Indsamling i Næstved. Frem mod 31. januar kan børn og unge i hele kommunen fortsat registrere deres gåede, løbne eller cyklede kilometer og dermed bidrage til den samlede donation. Kulminationen finder sted, når Næstved er værtsby for det landsdækkende Danmarks Indsamling-show i Arena Næstved.
FAKTA
5.256 børn og medarbejdere fra skoler og dagtilbud er tilmeldt gåturene i fem forskellige byer i Næstved Kommune.
Det fortsætter her tirsdag:
Glumsø
- Tidspunkt: Tirsdag 13. januar klokken 9-11
- Mødested: Glumsø Sø - Smørhullet
- Ruter Glumsø Sø: 3,8 km. og 2,0 km.
- Antal børn og voksne tilmeldt: 505
- Udvalgsformand Kasper Schneider og Næssi åbner gåturen
Fuglebjerg
- Tidspunkt: Tirsdag 13. januar klokken 9-11
- Mødested: Fuglebjerg Hallen
- Ruter Fuglebjerg: 5,0 km. og 2,6 km.
- Antal børn og voksne tilmeldt: 434
- Næstformanden for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget Süleyman Yücel åbner gåturen, og Henry Hundeprut hepper børnene i mål
Fensmark
- Tidspunkt: Tirsdag 13. januar klokken 12-14
- Mødested: Holmegaard Hallen
- Ruter Fensmark: 2,2 km. og 4,8 km.
- Antal børn og voksne tilmeldt: 930
- Udvalgsformand Kasper Schneider åbner gåturen, og Næssi hepper børnene i mål
