Arena Næstved holder igen i år Valgcafé, som er åben for alle, der lægger vejen forbi på valgaftenen tirsdag 18. november.
Det er også i arenaen, alle stemmer fintælles og resultatet forelægger i løbet af aftenen – måske endda natten.
- Vi fandt ud for fire år siden, at det blev en kæmpe succes med valgcafé her i arenaen. Der blev lavet politiske aftaler og skålet i champagne – for nogle – da resultatet forelå, fortæller Arena Næstveds kommunikationschef Mette Kaae.
Mange af de toneangivende politikere og partiernes organisationer er til stede i valgcaféen, ligesom medier og andre meningsdannere formentlig vil fylde foyeren.
Resultater på storskærm
Valgcaféen holder til i halvdelen af foyeren og åbner kl. 19. Der er fri entré. Den anden halvdel af foyeren er forbeholdt valgsekretariatet, der skal holde styr på alle tallene.
- Vi stiller baren op omkring køkkenet, langborde og gør det hyggeligt. Og den enorme skærm deler nærmest foyeren i to. Her kan vi følge stemmeoptællingen og se resultaterne rulle ind i fællesskab, lyder det fra Kaae.
Arena Næstved er det største valgsted i Næstved Kommune med 10.391 stemmeberettigede vælgere. De har 15 valgbokse, to handicapvenlige valgbokse og fire ældreråds-valgbokse. Hallen ved Næstved Firma Sport på Kasernevej er den næststørste med 8124 vælgere og Herlufsholmhallen er den tredjestørste med 5344 vælgere. Det mindste valgsted er Sandby Forsamlingshus med 457 vælgere.
I alt er der 68.749 stemmeberettigede vælgere, som skal stemme på 24 forskellige valgsteder i Næstved Kommune.
Fintælling onsdag morgen
Efter kl. 20 bliver stemmerne talt op på det enkelte valgsted, og en foreløbig fintælling af personlige stemmer finder sted. Den foreløbige fintælling er ikke et endeligt resultat. Det er for kandidaternes skyld, som en indikation, og der er ikke garantier for, at tallet holder. Men kandidaterne kan bruge det som pejlemærke i en eventuel konstituering på valgnatten.
Fra kl. 8 onsdag morgen går fintællingen i gang i Arena Næstved.
Ved kommunalvalget i 2021 var stemmeprocenten på 65,6 procent. Her løb Socialdemokratiet med 39,3 procent af stemmerne, mens Venstre fik næstflest med 18 procent.
Det har naturligvis også været muligt at brevstemme. Den mulighed udløb fredag 14. november. Her havde 4734 valgt at brevstemme. Det er cirka 6,5 procent af vælgerne i Næstved Kommune.
Vælger-data fra Næstved Kommune
Der er fire personer, der fylder 18 år på selve valgdagen
Der er 1.549 unge, der skal stemme for allerførste gang. De er blevet 18 år siden EP valget den 10. juni 2024 til og med den 18. november 2025.
Kommunens ældste vælger er 104 år
Der er 19 personer, der er over 100 år på valgdagen
På valgdagen og fintælling:
Der er 24 valgstyreformænd
Der er 97 valgstyrere
Der er 104 tilforordnede
Der er derudover 70 tilforordnede på ældrerådsvalget
183 tællere møder ind kl. 20.00