Wafande og Zididada sluttede Danmark Dejligst af på festlig manér, så man næsten havde glemt, hvor grå, blæsende og regnfuld lørdagen var. Og med et festfyrværkeri over fjorden kunne festivalens formand Heidi Mørkeberg sætte hak ved endnu et vellykket arrangement.
- Det er en fornøjelse at kunne lave et arrangement til glæde for så mange mennesker. Det er en dag, mange af vores samarbejdspartnere og frivillige ser frem til, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet…

Vejret kan ingen gøre noget ved, men dem, som trodsede vejret, fik blandt andet flere og nye madboder, et festligt bankospil, masser af hygge og god musik - blandt andre med John Mogensen Live, som også var nyt.
- Vi kunne se, at der hele tiden kom nye gæster til og nogen gik hjem. Vores bud er, at der har været mellem 4000-5000 mennesker fordelt over hele dagen, siger en tilfreds Mørkeberg vejret taget i betragtning.
Alt blev gennemført som planlagt bortset fra nogle kræmmere, der meget naturligt pakkede sammen før tid, da de var lidt udfordret af vinden.
- Vi har fået så meget ros for arrangementet. Det giver os lyst til at lave endnu et arrangement i 2026, hvor vi kan fejre, at det er 10 år siden, Danmark Dejligst Karrebæksminde startede, lyder det fra formanden.
Forventer ikke stort overskud
Der var to nye foreninger med i år og stort set alle har meldt deres ankomst næste år. Og det samme har madboderne.
- Det fortæller os, at vi må gøre noget rigtigt, siger hun, der endnu ikke har et resultat af festivalens økonomi.
- Hvor vi lander økonomisk, har vi ikke noget overblik over endnu. Men vi forventer ikke et stort overskud. Derfor sætter vi også vores lid til, at Næstved Kommune, fondene og vores sponsorer vil støtte os igen næste år. Og så håber vi, at nye sponsorer vil være med til at støtte op. For os er alle sponsorater en kæmpe hjælp, om det er store eller små beløb er ikke afgørende, men alt er kærkommen. For uden dem kan vi ikke afholde dette arrangement, konstaterer Heidi Mørkeberg.
