Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Olesen tæt på triumf i Madrid

Næstved Golfklubs Jacob Skov Olesen var endnu engang tæt på sin første sejr på DP World Tour'en, da han var med helt fremme til det sidste ved Open de Espana på banen Real Club de Campo Villa i Madrid.

Han har rakt ud efter den flere gange i denne sæson, og søndag var han endnu engang kun et lille mulehår fra at tage sin første sejr som professionel på DP World Tour.

Næstved Golfklubs 27-årige Jacob Skov Olesen lå længe på finaledagen side om side på førstepladsen med spanieren Eugenio Chacarra, skotten Grant Forrest, engelske Joe Dean og franske Victor Perez, men da det skulle afgøres, manglede danskeren skarpheden. 

En ærgerlig bogey på hul 17 betød, at han skulle have en birdie på hul 18 for at holde liv i håbet om omspil. Men han måtte nøjes med en par.

Det blev derfor til en fjerdeplads bare to slag efter vinderen. På sidste hul lykkedes det Forrest at lave en birdie og dermed tage sin tredje titel på DP World Tour. 

Skov Olesen rykker op på en ottendeplads på Race to Dubai, som er den løbende europæiske rangliste for sæsonen. Her er han den bedst placerede dansker.

Det er bare Jacob Skov Olesens anden fulde sæson på Europas højeste niveau og med nu ni placeringer i top 10, heraf to andenpladser, i indeværende sæson, må det snart være Næstved-spillerens tur til at tage trofæet. 

Jacob Skov Olesen understregede sin skarpe efterårsform ved at vinde i Madrid. Foto: John Ringstrøm

Jacob Skov Olesen understregede sin skarpe efterårsform ved at række ud efter sejren i Madrid. Foto: John Ringstrøm