Overskydende brød fra Wienerkonditoriet i Sct. Jørgens Park går ikke til spilde. I stedet donerer konditormester Ole Rasmussen brødet til Næstveds veterancafé og Café Håbet, kommunens værested for socialt udsatte borgere.
Den indsats blev torsdag morgen belønnet med Venstres Blå Blomst, som uddeles til mennesker, der gør noget særligt for andre.
– Vi har brug for mennesker som dig, sagde borgmester Kenneth Sørensen (V), da han overrakte blomsten og et tilhørende kunstværk af maleren Ole Ingstrup.
54-årige Ole Rasmussen overtog Wienerkonditoriet i 2025 efter 25 år som svend i forretningen. Arbejdsdagen begynder ofte allerede klokken tre eller fem om morgenen. Hvornår den slutter, er knap så fastlagt.
– Når jeg går hjem, lyder det med et glimt i øjet fra konditormesteren.
Det er 11. gang, Venstre i Næstved uddeler Blå Blomst. Anerkendelsen er gennem årene gået til blandt andre kunstnere, erhvervsfolk og sociale ildsjæle.
Ole Rasmussen (t.v.) får overrakt blå (og gule) blomster af Venstres borgmester Kenneth Sørensen. Foto: Venstre Næstved
