De er ikke helt ukendt med golfspilleres madvaner og selskabs-arrangementer. Det nye forpagterpar i Næstved Golfklubs restaurant, Amalie Tiedt og Anders Nordahl, har nemlig drevet Café Kilden i Sydsjællands Golfklub i Mogenstrup de sidste seks år.
- At det netop var en golfklub mere, tiltalte mig, for det giver nogle muligheder med personale, menuer og selskaber. Og ja, så ved vi, hvordan en golfklub fungerer, siger Anders Nordahl, der i forvejen har succes med at drive Café Kilden.
Det har han gjort med 28-årige Amalie Tiedt, der bliver daglig leder i Næstved. Hun skal stå i spidsen for et par kokke i køkkenet, meget af det gamle personale, som fortsætter, og så nogle helt nye ansigter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Amalie Tiedt og Anders Nordahl er det nye forpagterpar i Næstved Golfklubs restaurant Fjord. Foto: John Ringstrøm
- Vi har lige overtaget restauranten, der er meget opstart og nu er der lavsæson. Der vil muligvis komme nogle ændringer og nye tiltag på sigt. Og så sætter jeg snart et skilt op med åbningstider, siger Amalie Tiedt.
Det nye forpagterpar mødte hinanden på Café Grønnegade for cirka ni år siden, og siden har de arbejdet sammen ”on and off”.
- Jeg har været i faget i 12 år på blandt andet Hotel Vinhuset, Smålandshavet, Wok & Chopstick og en café i Faxe, så jeg har prøvet lidt forskelligt, siger Tiedt, mens Anders Nordahl nikker og remser sin historie op i korte træk.
- Jeg er nærmest født ind i branchen. Min far Arne var med til at starte golfklubben på Møn, hvor han også drev Præstekilde (hotel og restauration, red.). Det er også på den måde, vi er kommet her til Næstved, for vi blev kontaktet af Claire og Richard (Frances, red.), der i sin tid blev hyret af min far på Møn. De spurgte, om Restaurant Fjord kunne være noget for os. Det er sådan, det hænger sammen, siger 50-årige Anders Nordahl.
Richard Frances er i dag golftræner i Næstved Golfklub, mens hans hustru Claire arbejder på klubbens kontor.
Det nye forpagterpar lover, at der stadig vil være stegt flæsk om torsdagen. På sigt kommer der flere nye tiltag. Foto: John Ringstrøm
