Næstved Kommune er i gang med at opsætte ni nye oplevelsesskilte på strategisk udvalgte placeringer rundt om i kommunen. Skiltene skal gøre det lettere for både besøgende og lokale borgere at opdage og udforske områdets mange attraktioner.
De nye skilte adskiller sig fra traditionel skiltning ved at kombinere visuel formidling med wayfinding. Indholdet er målrettet oplevelser frem for vejnet og præsenteres på dansk, tysk og engelsk. Samtidig fungerer skiltene som markante blikfang i byrummet og kan anvendes uden brug af digitale hjælpemidler. Via QR-koder får brugerne adgang til yderligere information samt mulighed for at downloade kort på flere sprog.
Ifølge VisitDenmarks turistundersøgelse benytter 65 procent af turisterne i Vest- og Sydsjælland fysiske kort som inspirationskilde under deres ophold. Det understreger relevansen af den fysiske formidling, som de nye skilte repræsenterer.
En nyligt offentliggjort analyse fra Kulturens Analyseinstitut peger samtidig på et betydeligt potentiale for udvikling af kulturturismen i Næstved. Analysen fremhæver dog også udfordringer i forhold til synlighed og markedsføring.
Formand for Beskæftigelses-, Erhvervs- og Turismeudvalget, Githa Nelander, ser projektet som et konkret skridt i den retning:
- Med de nye oplevelsesskilte tager vi endnu et skridt i retning af at gøre Næstved Kommune mere tilgængelig og inspirerende for både borgere, besøgende og udenlandske turister. Skiltene synliggør den store mangfoldighed af oplevelser, vi har at byde på, og de understøtter vores ambition om at skabe en stærkere og mere sammenhængende turismeoplevelse i hele kommunen.
Skiltene er ikke kun målrettet turister. Kommunen forventer også, at de kan vække nysgerrighed blandt lokale borgere og inspirere til at genopdage nærområdets tilbud.
Et af de ni nye oplevelsesskilte er opsat ved Den Fritlagte Suså, og
Formand for Beskæftigelses-, Erhvervs- og Turismeudvalget, Githa Nelander,
glæder sig sammen med direktør Martin HH Bender, Visit Sydsjælland & Møn,
over, at skiltene synliggør de mange oplevelser, Næstved Kommune
har at byde på. Foto: Næstved Kommune
Hos Visit Sydsjælland & Møn peger direktør Martin HH Bender på, at initiativet matcher efterspørgslen fra især udenlandske gæster:
- Næstved går forrest her. De nye oplevelsesskilte rammer meget præcist det, som særligt udenlandske gæster efterspørger: Tydelig, visuel og lettilgængelig inspiration i byrummet. Mange turister – for eksempel fra Tyskland – orienterer sig fortsat ved hjælp af outdoor-kort, når de skal vælge deres næste oplevelse. Med de nye skilte viser Næstved, hvordan lokale oplevelser kan formidles på en måde, der både inspirerer og gør det nemt at komme videre.
Projektet fungerer som et pilotinitiativ og skal løbende evalueres med henblik på eventuel udbredelse til flere lokaliteter i kommunen.
På oplevelsesskiltet ved Den Fritlagte Suså ses på den anden side seværdigheder i Næstved by.
På oplevelsesskiltet ved Den Fritlagte Suså ses på den ene side seværdigheder i hele kommunen.
Her står de ni nye skilte
- Næstved Station
- Foran Munkebakken
- Rønnebæksholm
- P-hus Rampen
- Ved Den Fritlagte Suså
- Autocamperpladsen ved Rådmandshaven
- Dania
- Rejnstrup rasleplads nær Tystrup-Bavelse Søerne
- Parkeringspladsen på Enø
