Der blev klippet rød snor, holdt taler og sendt store taksigelser af sted, da Solgaven i Næstved tirsdag indviede sin nye vinterhave.
Omkring 200 beboere, pårørende og besøgende var stimlet sammen i den flotte have og tilstødende lokaler. Her stod borgmester Kenneth Sørensen for den officielle indvielse, mens blandt andre bestyrelsesformand Lone Gudmandsen og Solgavens forstander Gitte Olsen satte ord på den lange rejse frem mod dagens resultat.
- Så lykkedes det endeligt, lød det fra Gitte Olsen.
Projektet har været flere år undervejs. Allerede i 2021 blev de første fondsansøgninger sendt af sted, og siden er der blevet arbejdet målrettet på at skaffe finansiering til det ambitiøse projekt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kenneth Sørensen klipper den røde snor, mens forstander Gitte Olsen (t.v.) og formand Lone Gudmandsen bakker op. Foto: John Ringstrøm
Den største donation kom fra A.P. Møller Fonden, som bidrog med 4,8 millioner kroner. Derudover har Næstved Kommune støttet med én million kroner, mens også Sct. Georgs Fonden, Thora og Harald Olesens Legat, Dansk Blindesamfund og private donationer har bidraget til realiseringen.
For Solgaven, der er specialplejecenter for svagtseende borgere, er vinterhaven langt mere end et byggeprojekt.
- Det giver en helt særlig oplevelse og gør noget ved vores sind og humør, sagde Gitte Olsen.
Undervejs har beboerne fulgt projektet tæt. Nogle syntes, at processen trak ud, og det gjorde den også. Blandt andet forsinkede en vandskade færdiggørelsen. Til gengæld førte uheldet nye lofter og lamper med sig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lone Gudmandsen er selv svagtseende og holdt en flot tale. Foto: John Ringstrøm
Vinterhaven er indrettet med fokus på sanser, kontraster og tilgængelighed. Frivillige, medarbejdere, håndværkere og samarbejdspartnere har alle sat deres aftryk på projektet. Blandt andet er plantebede blevet markeret med tydelige kontrastfarver, og der arbejdes på en løsning, hvor blomster kan identificeres ved hjælp af en pen, der læser planternes navne højt.
Flere planter er desuden doneret af beboere og pårørende. En særlig historie knytter sig til et nyt figentræ, som blev plantet for midler doneret af den tidligere beboer Birthe Bille, der ønskede at opleve dagen, men ikke nåede det.
Den nye vinterhave er allerede blevet et naturligt samlingssted for beboerne, og på et møde mellem beboere og pårørende tidligere på måneden blev det besluttet, at navnet fortsat skal være Vinterhaven.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den flotte vinterhave med stort glastag er en fryd for sanserne. Foto: John Ringstrøm
Samtidig blev også Solgavens nye sansehave, Sommerhaven, og en ny bålplads markeret. Begge projekter er blandt andet blevet til med støtte fra Næstved Kommunes Naturpulje.
- Jeg er meget glad og taknemmelig for, at det har kunnet lykkes, så den nu kan bruges året rundt, sagde Gitte Olsen, inden der blev givet frit til at udforske haverne og få lidt godt til ganen i form af en dejlig buffet.
Masser af både beboere og pårørende var samlet til indvielsen. Foto: John Ringstrøm