Team FOG Næstved er godt i gang med at bygge holdet op i den kommende sæson i Basketligaen og seneste signing er en stærk mand til at rumstere under kurven.
Valget faldt på amerikansk-nigerianske Pip Ajayi, så nu kan sydsjællænderne roligt spille ”et slag Pip”…
- Vi glæder os meget over at få Pip Ajayi ind på holdet. Som vi nævnte ved signingen af Vic Searls, så har vi haft visse udfordringer på centerpladsen, og nu har vi landet Vic, Pip og faktisk vil Sean Trumper også kunne steppe ind på denne position, hvis vi får behov for det, lyder det fra Team FOG Næstveds direktør Andreas Larsen.
Pip Ajayi er en stærk fysisk spiller, som formentlig får en rolle som en stærk forsvarsspiller og en effektiv rebounder på banen. Med sine 107 kilo og cirka to meter i højden har han de fysiske forudsætninger for at kunne være spilleren, der også kan bidrage i offensiven med point og rebounds.
Pip Ajayi kommer direkte fra college i USA, hvor han de to sidste sæsoner har spillet for Bucknell University.
- Jeg er super begejstret for at få min første professionelle kontrakt i Europa og glæder mig til en spændende sæson, siger Pip Ajayi i en pressemeddelelse.