Næstved skal være en del af væksten – ikke ligge for enden af den.
Det budskab satte tonen, da Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej tirsdag samlede virksomheder, politikere og organisationer hos Emerson Marine Solutions i Næstved.
På generalforsamlingen blev tidligere folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff valgt som ny formand. Men det var ikke kun formandsskiftet, der tiltrak opmærksomhed. Dagens politiske dialogmøde viste også, at ønsket om en tværgående motorvejsforbindelse (Rute 22) på Sjælland samler kræfter på tværs af både partier, kommuner og erhvervsinteresser.
Omkring 45 deltagere deltog i mødet, heriblandt virksomheder, kommunale og regionale politikere samt folketingsmedlemmer. Blandt deltagerne var også Næstveds borgmester Kenneth Sørensen, medlemmer af Næstved Byråd og repræsentanter fra en række af de kommuner og virksomheder, som ser motorvejen som en vigtig brik i fremtidens infrastruktur.
Et gennemgående tema var ønsket om at skabe bedre sammenhængskraft på Sjælland – både for borgere og virksomheder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Rasmus Holst-Sørensen var tovholder på dialogmødet om den sjællandske Tværmotorvej. Foto: John Ringstrøm
Der var også besøg af Danmarksdemokraten Benny Damgaard fra Maribo, der blandt andet understregede betydningen af, at projektet hele tiden forankres hos befolkningen.
- Det er vigtigt, at borgerne løbende holdes orienteret om processerne og udviklingen, så opbakningen til projektet fastholdes hele vejen, lød budskabet fra regionsrådsmedlemmet.
Hos værtsvirksomheden Emerson Marine Solutions ser direktør Kim Rønn store perspektiver i motorvejsprojektet.
- Næstved er centralt placeret, og vi vil sikre, at Næstved er ”en del af” og ikke ”for enden af”. Vi drømmer om at være en del af en ”cluster”. En del af en teknologisk produktionsklynge sammen med blandt andet den kommende industripark ved Tappernøje, siger Rønn, der også peger på, at bedre forbindelser vil gøre det lettere at tiltrække både specialister, investeringer og nye virksomheder til området.
- En motorvej vil lette trafikken i lokalområdet og gøre os rigere. Det vil blive nemmere at tiltrække specialister og andre spændende jobmuligheder, hvis alternativet ellers er vækstcentre som København eller Odense, siger han.
Styrken ligger i bredden
Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej blev etableret i 2022 og tæller i dag omkring 70 medlemsvirksomheder og organisationer. Ifølge Næstved Erhvervs direktør, Rasmus Holst-Sørensen, der blev genvalgt som næstformand, ligger styrken netop i bredden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kim Rønn præsenterede sin virksomhed Emerson og talte varmt for en ny motorvej foran gæsterne. Foto: John Ringstrøm
- I fællesskab kan vi hjælpe hinanden med at få sat skub i tingene, hvis der er en god dialog mellem kommuner, regionen og de nationale politikere, siger han.
Han ser samtidig valget af Rasmus Horn Langhoff som en markant styrkelse af arbejdet. Den nye formand kommer med et omfattende netværk og et indgående kendskab til de politiske processer, der skal til for at flytte store infrastruktursager fra ønskeliste til virkelighed.
- Tværmotorvejen er et helt afgørende projekt for Sjællands udvikling. Det handler ikke kun om infrastruktur, men om at skabe lige muligheder for vækst, arbejdsmarked, uddannelse og velfærd på tværs af regionen. Jeg ser frem til at bidrage til at løfte sagen til næste niveau, til gavn for det Sjælland jeg elsker og har kæmpet for i så mange år, siger Rasmus Horn Langhoff.
Artiklen fortsætter under billedet...
Næstveds konservative folketingsmedlem, Rune Kristensen, vil gøre alt, hvad han kan for at få opbakning på Christiansborg. Foto: John Ringstrøm
Også på Christiansborg mærkes opbakningen, vurderer folketingsmedlem Rune Kristensen (K) fra Næstved.
- Vi er seks i Folketinget, der udgør ”trafikmafiaen”, og her er gode tanker i gang. Jeg har også haft gode snakke med Magnus Heunicke (ny undervisningsminister, red.), og vi skal hele tiden gøre opmærksom på vores ønske om motorvejen, siger han og fremhæver den kommende forundersøgelse som et vigtigt skridt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den nye bestyrelse fra venstre mod højre: Per Boech Andersen, Bent Rasmussen, Jesper Boesen, Per Birkegaard Madsen, Helle Andresen, Caspar Christensen, Søren Kjærsgaard, Rasmus Holst-Sørensen og i midten Rasmus Horn Langhoff. Derudover blev Jens-Ole Larsen, Jacob Pryds Winkel, Niels Ibsen og Carsten Rørby Johansen valgt til bestyrelsen. Foto: Presse
- Forundersøgelsen er planlagt, og det er en sejr i sig selv. Jeg er optimist, selv om vi skal lægge mange kræfter i det, for vi kæmper jo med andre politikere fra andre dele af landet, hvor der ønskes metro, letbaner og andre store projekter, siger Kristensen.
Stemningen på mødet efterlod ingen tvivl om, at ønsket om Tværmotorvejen ikke længere kun er en lokal sag. Fra erhvervshavne ved Storebælt over produktionsvirksomheder på Sydsjælland til repræsentanter fra Lolland var budskabet det samme: Skal Sjælland udvikle sig mere balanceret, kræver det stærkere forbindelser på tværs af regionen.
Benny Damgaard fra Maribo er også fortaler for den sjællandske Tværmotorvej. Foto: John Ringstrøm
FAKTA
Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej har valgt følgende bestyrelse:
• Rasmus Horn Langhoff (formand)
• Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv (næstformand)
• Helle Andresen, Næstved Erhvervsforening
• Jens-Ole Larsen, Slagelse Transportcenter
• Bent Rasmussen, Kalundborg Havn
• Per Bøch Andersen, APM Terminals
• Søren Kjærsgaard, SJF Bank
• Niels Ibsen, Niels Lien
• Carsten Rørby Johansen, Dansk Specialtransport
• Jacob Pryds, DI Transport
• Caspar Christensen, Kalundborgegnens Erhvervsråd
• Per B. Madsen, Slagelse Kommune
Suppleant:
• Jesper Boesen, Næstved Havn