Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Ny cheftræner så sit kommende hold få uafgjort

Næstved HGs kvindehold i B-Ligaen skal have ny cheftræner. Fra 1. oktober er det 33-årige Frederik S. Guld, der skal stå i spidsen for sydsjællænderne.

Siden Louise og Arne Ringsing forlod Næstved HG i sommerpausen, har det sydsjællandske B-Ligahold haft Herlufsholms ungdomstrænere, Anders Buchardt og Adam Barkhuus, som cheftrænere sammen med Jeppe Tengbjerg.

De tre har stået i spidsen for holdet i sæsonens første seks kampe, hvor det er blevet til to sejre, én uafgjort og tre tætte nederlag. Senest blev det lørdag eftermiddag til 1-1 hjemme mod Sundby.

Men fra 1. oktober vender en gammel kending af fodbolden i Næstved hjem, da 33-årige Frederik S. Glud siger farvel til jobbet som Head of Coaching i Greve for at blive cheftræner for Næstved HG.

- Det er en stor lettelse at have fået Frederik ind. Dels har vi nu én, der er kompetent og styrker af holdet og vores ambitioner på både kort og lang sigt, og dels især også for at få vores licens-krav er på plads med en A-træner, siger Næstved HGs formand, Tina Høilund.

Træneren savnede banen

Hun var har været glad for at, Buchardt, Barkhuus og Tengbjerg midlertidigt tog over, og de tre fortsætter også en skiftende assistent/konsulent-rolle for holdet og den unge, nye cheftræner.

Frederik Guld glæder sig også over at vende ”hjem” til Næstved, hvor han tidligere har været cheftræner for både U17 og U23 på herresiden.

- Jeg kunne mærke, at fodboldtræneren i mig begyndte at trække mere og mere. Jeg savnede banen, spillerne, kampene og det at være en del af den daglige udvikling, skriver Frederik Guld på sin LinkedIn-profil.

Han var på stadion lørdag for at se sit kommende hold spille 1-1 med Sundby.

Artiklen fortsætter under billedet...

Martha Langskov (i midten) udlignede for Næstved HG i tillægstiden. Foto: John Ringstrøm

Martha Langskov (i midten) udlignede for Næstved HG i tillægstiden. Foto: John Ringstrøm

Udligning til sidst

- Jeg glæder mig helt enormt til at blive en del af projektet og være med til at skabe et stærkt fundament for holdet. Vi har en ung trup, der skal spilles sammen, relationer skal bygges, og en masse energi skal bringes ind i hverdagen. Jeg glæder mig til arbejdet og til at se, hvor vi kan flytte os sammen, lyder det fra ham.

Kampen mod amagerkanerne var meget lige. Ingen af holdene havde de store chancer, men det lykkedes Sundby at komme foran  med godt 10 minutter igen.

- Vi tænkte ”åh nej”, for vi har haft en del smalle nederlag. Og vi mangler noget fysik til det sidste kvarter. Men så tog fanden ved dem og vi fik lavet et godt modpres, hvor det lykkedes Martha Langskov at udligne til sidst. Det var godt og fortjent, og vi er glade for et point. Men vi vil gerne til at have mere, lyder det fra Tina Høilund.

Frederik Guld vender tilbage til banerne i Næstved, hvor han skal træne Næstved HGs B-ligakvinder. Foto: Privat

Frederik Guld vender tilbage til banerne i Næstved, hvor han skal træne Næstved HGs B-ligakvinder. Foto: Privat