Et nyt skov- og naturområde er under etablering få hundrede meter fra det nordlige Næstved og ud mod Fensmark. Området, der har fået navnet “Vridsløse Nord”, dækker i alt 70 hektar – svarende til knap 100 fodboldbaner – og bliver det 10. led i Den grønne ring omkring byen.
Arealet ligger mellem Vridsløse og Stenskoven og er tidligere landbrugsjord, som Næstved Kommune erhvervede for flere år siden. Torsdag 23. april påbegyndes selve skovrejsningen, når de første træer plantes.
- Naturen er helt tæt på i Næstved Kommune, og med den nye skov her ved Fensmark og Vridsløse får borgere og gæster endnu en grund til at søge ud i naturen. Den nye skov er en del af Den grønne ring, der omkranser Næstved, og som er med til at give byen og de nærliggende samfund direkte og enkel adgang til naturoplevelser på højeste niveau, siger borgmester Kenneth Sørensen.
Projektledere fra Team Vand og Natur i Næstved Kommune har stået i spidsen for at genskabe det tidligere landskab, blandt andet ved at fjerne drænrør og genåbne vandløb. Foto: Næstved Kommune
Den grønne ring består både af nye og eksisterende naturområder samt en 32 kilometer lang cykel- og vandrerute, der forbinder områderne rundt om Næstved.
Placeringen er valgt med henblik på både nærhed til byen og naturmæssig sammenhæng. Når området kobles med Stenskoven, Vridsløse statsskov og Slagmosen, vil det samlede naturområde nord for ringvejen udgøre over 5 km².
- Der er en lang række gode grunde til at placere et nyt naturområde netop her. Dels er det ekstremt bynært, og dels vil området sammen med de eksisterende skov- og naturområder nord for ringvejen danne et kæmpe naturområde på over 5 km2. Hvis vi skal stoppe biodiversitetskrisen, er der netop behov for så store områder, siger projektleder Michael Krogh fra Team Vand og Natur.
Skoven vil delvist udvikle sig naturligt, da ikke hele arealet tilplantes. Efter 10–15 år forventes store dele udlagt som urørt skov uden kommerciel drift.
Projektleder Michael Krogh har i årevis stået bag skovrejsning i Den grønne ring, som omkranser Næstved By. Også i Vridsløse Nord vil han tage interesserede borgere og naboer med på råd i forhold til, hvordan området skal indrettes med stier, faciliteter og indretning. Foto: Næstved Kommune
Siden januar er området blevet forberedt med naturgenopretning. Drænrør er fjernet, seks søer og vandhuller er etableret, og vandløb er genåbnet for at skabe levesteder for blandt andet sårbare paddearter.
Der planlægges stier i dialog med lokalområdet, herunder forbindelser til Glasruten og Sølvbæltet. Samtidig arbejder kommunen med idéer om madpakkehus i samarbejde med Holmegaardskolen i Fensmark samt mulige faciliteter som shelterplads og fugletårn.
- Vi vil meget gerne tage interesserede borgere og naboer med på råd i forhold til, hvordan området skal indrettes med stier, faciliteter, osv., siger Michael Krogh og oplyser, at der inviteres til markvandring og workshop før sommerferien.
45 hektar af området bliver “Børnenes Skov”, hvor Region Sjælland og Klimaskovfonden planter et træ for hvert nyfødt barn i regionen.
Den officielle indvielse finder sted fredag 29. maj kl. 13-15.
Et madpakkehus som dette står på ønskelisten til det nye natur- og skovområde Vridsløse Nord. Eksemplet er fra Guldborgsund Kommune, hvor leverandøren Dalgas har rejst et madpakkehus med finansiering fra Region Sjælland og Klimaskovfonden. Foto: Presse
