Fotograf: Privat | Opdateret

Nederlag og omkamp mod AaB i vente

Næstved HGs kvinder har haft en ærgerlig uge, hvor de er blevet dømt til at spille en omkamp mod AaB, og søndag tabte 1-2 hjemme til Viborg FF.

Efter en god start på sæsonen i B-Ligaen for Næstved HGs kvinder er to sejre nu pludselig udlignet med to nederlag i træk.

Søndag måtte sydsjællænderne se sig besejret på hjemmebane af Viborg FF, der kunne tage en 2-1-sejr med hjem i bussen.

- Vi skulle have haft uafgjort. Det var en fysisk kamp med høj intensitet, men vi var lidt for sløsede i vores afleveringer, hvor Viborg var bedre til at ramme hinanden, siger Næstved HGs formand, Tina Høilund.

Hun så gæsterne komme foran 1-0 efter en lille halv time, men kort efter pausen udlignede Aveka Singh på et flot langskud. 

Værterne gav den i det hele taget mere gas i 2. halvleg, som var meget lige. I hvert fald indtil cirka 10 minutter før tid, hvor viborgenserne igen kom foran.

- Det er ærgerligt med så smalt et nederlag igen. Vi tabte jo også kun med ét mål til Østerbro (0-1, red.). Men det er acceptabelt indtil videre. Nu må vi jo se, hvad der sker med AaB-kampen, siger Tina Høilund, og henviser til premieren 15. august mod nordjyderne.

Den kamp vandt Næstved HG med 1-0, men AaB nedlagde protest, da Næstved HG skiftede forkert ud til sidst i kampen.

Ifølge de nye udskiftningsregler må du skifte fem spillere ud á tre omgange. Men da Næstved HG i sidste minut af kampen satte Maya Santhirasegaram på banen, var det fjerde gang, de skiftede.

DBU gav aalborgenserne medhold, og det betyder, at kampen skal spilles om.

- Man kan sige, det var en ligegyldig udskiftning i sidste minut, men regler er jo regler. Så vi anker ikke. Vi ved endnu ikke, hvornår kampen skal spilles, men vi må jo bare tage tre point igen, konstaterer Næstved HG-formanden.

Bolddrenge fra Fuglebjerg/Sandved-Tornemark IF fulgte holdene på banen. Foto: Privat

Bolddrenge fra Fuglebjerg/Sandved-Tornemark IF fulgte holdene på banen. Foto: Privat