Det prominente besøg skyldtes en besigtigelse af Overdrevet helt ude på spidsen af Enø, der er en del af Smålandsfarvandet.
Området kan i nær fremtid meget vel opnå status af Nationalpark, hvis ellers alle forundersøgelser går igennem, de fem involverede kommuner omkring farvandet er enige, man får rejst den nødvendige økonomi og endelig godkendelse i Folketinget.
- Det er en enestående chance, vi har her. Der er politisk opbakning fra alle partier i Folketinget, og der er også store fonde, som er meget interesseret i at støtte, siger Magnus Heunicke, der allerede har fået en forhåndsaccept af en årlig statslig støtte på ni-ti millioner kroner.
- Det er nok, hvad der hvert år skal bruges på drift af en Nationalpark. Men der er ingen beskyttelse af naturen forbundet med det, for så skal jorderne købes af lodsejerne, og det bliver for dyrt. Vi har enormt store godser i området, som også har været betænkelige, men der vil ingen restriktioner være for dem. De må fortsat bruge jorden, som de gør, siger miljøministeren.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er Smålandshavet, der binder hele kyststrækningen fra Slagelse og ned til Lolland-Falster og Møn sammen. Magnus Heunicke brugte to dage på at besøge blandt andet Avnø og Dodekalitten på Lolland, som også kan blive en del af Nationalparken.
- Vi har ikke kæmpestore statslige jorder, men vi har Smålandsfarvandet, der binder os sammen. At få et stempel som Nationalpark vil også være meget afgørende for turismevæksten. For eksempel voksede Klitmøller stærkt, da Thy blev nationalpark, hvor Thisted Bryghus også har nydt godt af parkens porse, fortæller Heunicke.
- Når Femern-forbindelsen åbner, vil det også være fantastisk at kunne sige, at vi har sådan et smukt sted i vores område. Jeg har selv sommerhus her på Enø, og Overdrevet er det område i Danmark, jeg elsker allermest, konstaterer miljøministeren fra Næstved.
Fakta om Nationalpark ved Smålandsfarvandet
En forundersøgelse af området er i gang, for at vurdere om Smålandsfarvandet lever op til kriterierne for en nationalpark. Resultaterne af denne forundersøgelse forventes i 2026, og derefter skal en forligskreds tage stilling til, om området skal blive Danmarks sjette og største nationalpark.
Smålandsfarvandet er et farvand mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn, og det forbinder Store Bælt med Østersøen.
Fakta om nationalparkerne
- Nationalparkerne skal bl.a. styrke formidlingen af områdernes betydningsfulde natur- og kulturværdier, for at bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed og for at skabe større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning.
- Der er i dag fem nationalparker i Danmark: Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Kilde: Naturstyrelsen