Fotograf: Anna Michaelsen | Opdateret

Næver Tell bryder rammerne for lokal kultur

Festivalen Næver Tell udfordrer forestillinger om, hvad et bibliotek, en by og en kulturfestival kan være – og sætter de unge i front.

Der er ingen ko på isen, hvis ikke du fik nok af sommer, musik og glade ansigter til sidste weekends gadefestival. Torsdag slår byen nemlig endnu engang dørene op for kulturfestivalen Næver Tell, hvor musik, litteratur, workshops og lokalt engagement sættes i fokus.

Festivalen, som efterhånden har udviklet sig til en fast forankret kulturbegivenhed, drives i høj grad af unge frivillige.

- Jeg glæder mig til at se det hele komme til livs - nu har vi arbejdet på det i så mange måneder, siger Silke Lagermann på 20 år, der til daglig arbejder i en børnegenbrugsbutik.

Hun står side om side med Wictoria Woj på 18, som går i 3.g og brænder for at skabe events udenfor hovedstaden:

- Jeg kommer fra en lille by og synes, det er frustrerende, når der ikke er kultur andre steder end i København, så det vil jeg rigtig gerne bidrage til. Man behøver ikke tage til hovedstaden for at lave alt muligt fedt og opleve noget kulturelt, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Næver Tell Festival
To af de frivillige på Næver Tell Festivalen er Wictoria Woj (t.v.) og Silke Lagermann. Foto: Anna Michaelsen

Et program med noget på hjerte

Festivalens program favner bredt: om dagen strømmer gymnasieklasser til aktiviteter, workshops og foredrag, og om aftenen skifter scenen karakter med musik og performance.

Næver Tell byder på et program, der varierer i både stilart og officielle lyttertal - i år markerer blandt andet debutkoncerten for det lokale band Frøken, som går på under to timer før sangerinden Ella Augusta, der har over 450.000 månedlige lyttere på Spotify.

Mellem dags- og aftenprogrammet byder festivalen på alt fra krea-workshop og fælleslæsning til Mario Kart og T-shirttryk.

For festivalen handler nemlig om mere end bare underholdning. Ifølge kulturformidler Erik Sølvsteen – som med et smil på læben svarede “verdensherredømme”, da han blev spurgt om festivalens ambitioner – er der en dybere mission.

- Vi vil gerne vise, at biblioteket kan andet end bare gamle, støvede fagbøger – at det også kan være det skrevne ord på en anden måde, siger han.

Det handler om at udvide forestillingen om, hvad litteratur er – og hvor den hører til. Når festivalen rykker ind på Høje Plads og ud i byens rum, beviser den, at også lokale rammer kan rumme store fortællinger.

- Unge kommer herud til dagsprogrammet – egentlig fordi de skal med skolen – men opdager så, hvor meget fed kultur vi har i byen, fortæller Silke.

Og det er netop den opdagelse, som folket bag kulisserne håber at give videre.

Næver Tell handler ikke kun om to dages kultur. Den handler om at åbne øjne, skabe fællesskab og gøre Næstved til en by, hvor kultur lever og vokser hele året. Om du er til koncerter, litteratur, debat eller blot nysgerrig på, hvad der rør sig i Næstveds spirende kulturliv, så er der noget at finde – og noget at fortælle videre.

Læs mere og se programmet til årets Næver Tell Festival i vores "Det Sker". Se link under billedet.

Utal
Det lokale band Utal på scenen ved sidste års Næver Tell Festival. Foto: Anna Michaelsen

Forsiden