Sejren faldt nemlig i en direkte oprykningsduel med vestsjællænderne og dermed skal sydsjællænderne spille i 2. division efter nytår.
Der var ikke den store spænding i Slagelse, selv om over 1200 tilskuere gjorde deres til, at der var kog på kedlerne. Næstved førte trygt 21-14 ved pausen og vandt også 2. halvleg med to overskydende mål.
Omkring 300 håndboldfans – bestående af både ungdomsspillere og ledere fra klubben, venner og familie – var taget med fra Næstved for at støtte deres yndlinge, og de blev betalt tilbage med den helt store julegave.
- Det har nok været deromkring. Det var organiseret i privatbiler, men vi var i hvert fald en bred skare, lyder det fra Næstved Håndbolds formand Finn Jensen, der overværede en intens kamp trods den store målforskel.
- Det er fedt, at vi kan skabe sådan en kulisse i landets fjerde bedste række. Stor ros til Slagelse for at sætte det op, for jeg ved, hvad det kræver af frivillige kræfter, siger Jensen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Cheftræner Simon Wulff-Rieck og hans tropper vandt deres 3. divisionspulje med ni sejre i 10 kampe. Kun Dianalund/Tersløse har været bedre en enkelt gang. Slagelse vandt ligeledes deres pulje i 3. division med lige så fin en statistik. Men i ”finalen” var der altså ingen tvivl.
Sydsjællænderne har spillet i 3. division siden sommeren 2024. Sæsonerne i de danske håndboldrækker under 1. division er blevet kortere, så der nu kun spilles én sæson pr. halvår med seks hold i rækkerne.
- Tidligere har vi været 12 hold i en række, men der var tit midterhold, der ikke havde noget at spille for efter jul. Nu er der hele tiden noget at spille for. Det giver mere intensitet og lige kampe, mener formanden, der håber, at holdet kan gøre sig gældende i 2. division.
- Dem, der er rykket op, er også gode nok til at spille i 2. division. Og som oprykker har man altid ambition om at blive i rækken. Vi skal bare kunne kigge os selv i spejlet bagefter og sige, at vi har gjort, hvad vi kunne, konstaterer Finn Jensen, der dog gerne byder nye spillere velkommen, hvis de byder sig til.
- Det er ikke så meget dét, at vi bliver nummer ét, men måden vi har gjort det på. Kun én af vores spillere har ikke spillet enten børne- eller ungdomshåndbold i klubben. Den vej vil vi gerne. Vi skal ikke ud at bruge penge på at hente spillere, for vores baggrund ligger i et solidt fællesskab med træner Simon i spidsen. Vi må også erkende, at vi kommer fra en fodboldby, hvor står bag i køen efter Næstved Boldklub og Team FOG Næstved – og måske endda andre – hvad sponsorpenge angår, erkender håndboldformanden.
