Fotograf: Næstved HG | Opdateret

Næstveds fodboldkvinder er i top 4 i dansk futsal

Med en sejr over FC Damsø har Næstved HG kvalificeret sig til DM-semifinalen i Futsal, hvor Viborg bliver modstanderen.

Det var tæt, da Næstved HGs fodboldkvinder lørdag i Bellahøjhallen i København slog FC Damsø med 5-4. Men det var også en afgørende sejr, da sydsjællænderne dermed sikrede sig andenpladsen i Futsal-turneringens 1. division Øst.

Den giver adgang til en DM-semifinale mod vinderen af 1. division Vest, Viborg. En kamp, der skal spilles i Viborg enten fredag 20. februar eller søndag 22. februar.

- Hvis det lykkes at slå Viborg og komme i finalen, håber jeg, vi kan trække en masse mennesker til hallen, siger ”De Grønnes” træner Arne Ringsing, der forventer, at modstanderen i to finalekampe i så fald bliver mod København.

- København Futsal skal møde et jysk breddehold i deres semifinale, så jeg kan ikke se, det skulle blive andet. Men vi skal selvfølgelig lige slå Viborg først, lyder det fra Ringsing.

Næstved-kvinderne kvalificerede sig til 1. division Øst i sidste sæson og bruger Futsal-turneringen til at holde vinterformen ved lige sammen med deres øvrige, normale fodboldtræning. Og samtidig er det en sjov turnering for spillere og trænere.

- Jeg synes, vi har et godt hold, og vi ville også kun bruge spillere, der gerne ville det. Mod Damsø måtte vi dog bruge vores anden spillende træner, Louise (Ringsing, red.), der blev mor 9. januar. Så hun er selvfølgelig ikke helt i topform endnu. Men når hun er det, er hun en af landets bedste indendørs-spillere, mener Arne Ringsing.

Af andre profiler på Næstved HG-holdet skal nævnes italienske Marta Grosso, der er topscorer, anfører Katrine Krag-Andersen samt de to keepere, Teagan Fleming-Hubertz og Frida Larsen.

De øvrige hold i øst-rækken har været Allerød, Svogerslev og Ringsted. Næstved HG har undervejs tabt til Svogerslev og én gang København, mens det også er blevet til uafgjort 3-3 mod København i en kamp, hvor sydsjællænderne eller var foran 3-0.

Næstved HG er nu blandt landets fire bedste Futsal-hold. Foto: Næstved HG
Næstved HG er nu blandt landets fire bedste Futsal-hold. Foto: Næstved HG