Fotograf: Privat | Opdateret

Næstved-spillere til tops ved U-DM

Næstved Billard Klub fik to sejre ved DM for ungdomsspillere i Københavns Billard Klub.

Den forholdsvis ukendte billard-disciplin, 5-kegler, er en disciplin, som i Danmark i høj grad bliver domineret af Næstved-spillere.

For nylig blev der afviklet DM for U21- og U25-spillere og i begge rækker gik guldet til spillere fra Næstved Billard Klub.

I U21-rækken blev det den blot 17-årige Andreas Kjærbo, der sikrede sig sejren efter en spændende finale mod sin stærkt spillende klubkammerat Magnus Petersen. Andreas lagde hårdt ud og bragte sig foran 2-0, men efter en kort pause kæmpede Magnus sig tilbage og udlignede til 2-2. Det sidste og afgørende sæt blev meget tæt, og her var det de små marginaler, der i sidste ende faldt ud til Andreas’ fordel.

Med sejren har Andreas Kjærbo samtidig sikret sig retten til at repræsentere Danmark ved de kommende europamesterskaber i Grækenland samt verdensmesterskaberne i Argentina.

Sølvvinder Magnus Petersen kvalificerede sig også til finalen i U25-rækken, hvor det endnu engang blev til et opgør mod en klubkammerat. Denne gang mod Jonas Søndergaard og igen blev det til en uhyre tæt kamp.

Jonas vandt sikkert første sæt, men herefter snuppede Magnus de næste to sæt. Første halvdel af fjerde sæt var meget lige, indtil Magnus fik sat en bal, der gav Jonas et svært læg med egen stødbal i keglerne. Jonas slap fra den, og Magnus fik efterfølgende lavet seks gale.

Herefter så Jonas sig ikke tilbage – han fik lukket fjerde sæt, og indenfor tre minutter var han foran med 31-0 i afgørende sæt. Finalen var reelt afgjort. Magnus kunne ikke finde modsvar og Jonas Søndergaard vandt 3-2, og er ny dansk mester i 5-Kegler.

Andreas Kjærbo og Jonas Søndergaard med de synlige beviser på DM-titlen i henholdsvis U21 og U25. Foto: Privat
Andreas Kjærbo og Jonas Søndergaard med de synlige beviser på DM-titlen i henholdsvis U21 og U25. Foto: Privat