Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Næstved spiller hjemme om guldet Grundlovsdag

Næstved Bordtennis spiller første DM-finalekamp ude mod Herlev 4. juni og dagen efter spilles returopgøret i Toksværd.

Efter semifinalesejr over B 75 fra Hirtshals er Næstved klar til sin femte DM-finale i streg og syvende i alt.

Tirsdag blev det besluttet, at sydsjællænderne spiller den første af tre mulige kampe onsdag 4. juni kl. 19 ude mod Herlev, mens den står på hjemmekamp i Mærk Næstved Hallen i Toksværd Grundlovsdag 5. juni kl. 13.

Står de to hold lige efter de to kampe venter en tredje og afgørende holdkamp i Mærk Næstved Hallen fredag 6. juni kl. 18.30.

Til første hjemmekamp Grundlovsdag byder klubben på spisning og et show med illusionisten og hypnotisøren Jan Hellesøe. Det starter to timer før kampen, og der skal købes billetter á 200 kroner som er inklusiv entre til kampen. 

Vil man blot komme til kampen, koster billetterne 50 kroner, medmindre man er medlem af Næstved Bordtennis. Her er det gratis.

Herlev slog overraskende de mange-dobbelte, danske mestre fra Roskilde ud i den anden semifinale.

- Vi møder et ungt og meget velspillende Herlev-hold, der kommer med kampgejst og spillelyst. Og spiller de som i semifinalen mod Roskilde, så bliver det et tæt opgør, lyder det fra Næstved Bordtennis, der dog må påtage sig rollen som svag favorit.