Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Næstved runder 85.000 borgere: Tilflyttere strømmer til

Nye boligområder, grøn udvikling og bedre infrastruktur tiltrækker stadig flere til Næstved Kommune, som nu officielt har rundet 85.000 indbyggere.

Næstved Kommune har netop rundet en milepæl: 85.007 mennesker har nu folkeregisteradresse i kommunen. Det viser nye tal fra 1. juli 2025. Det er en stigning på lidt over 2.000 personer siden 2020 - og det er især unge familier, der flytter til.

Gennemsnitstilflytteren hedder Camilla eller Michael, er i slutningen af 20’erne, gift og kommer fra København. Det billede stemmer godt overens med de seneste års udvikling, hvor især de nye boligområder i Lille Næstved, Næstved Nord og Glumsø har lokket mange nye beboere til.

Flere flytter til – og der er plads til flere

Borgmester Carsten Rasmussen (A) glæder sig over udviklingen:

– I Næstved bygger vi ikke kun boliger, men fællesskaber. Det kræver planlægning og dedikation at få nye borgere til at føle sig hjemme – og det er netop det, vi er gode til, siger han.

Med flere boligprojekter på vej - blandt andet 800 nye boliger i det kommende Stenlængegårdsområde - er der allerede plads og planer til endnu flere tilflyttere.

Målet er 100.000 i 2035

Kommunens ambition er at nå 100.000 indbyggere i 2035. Den målsætning er en central del af den kommende vækst- og erhvervspolitik, som blandt andet bygger på investeringer i erhverv, byudvikling og infrastruktur.

Flere erhvervsprojekter i blandt andet Rådmandshaven og Øverup Krog, en fremtidig motorvej mod Rønnede og hurtigere tog til København under 40 minutter spiller en nøglerolle i planen.

– Det handler ikke kun om at få flere mennesker. Det handler om at sikre, at vi fortsat kan levere den gode service, vi har i dag, siger borgmesteren.

Fra havn til hel bydel

Når Næstved Havn flyttes senest i 2033, åbnes muligheden for et helt nyt kvarter midt i byen med plads til op mod 6.000 indbyggere. Samtidig er der stor efterspørgsel på byggegrunde, både i bynære områder og i mindre byer som Fensmark, Toksværd og Holme Olstrup.

Også erhvervslivet er i vækst: Næstved er i dag blandt landets førende kommuner, når det gælder salg af erhvervsjord - kun overgået af fire andre kommuner.

Fremtiden ser lys ud

Alt i alt er der god grund til optimisme i Næstved. Med nye borgere, nye arbejdspladser og stigende interesse fra både investorer og virksomheder, står kommunen stærkt i forhold til fremtidens vækst.

– Vi har meget at tilbyde - og mange har fået øje på det, afslutter borgmester Carsten Rasmussen.

Der er plads til flere mennesker i Næstved. Som her ved Træskibsfestivalen i juni. Foto: John Ringstrøm
Der er plads til flere mennesker i Næstved. Som her ved Træskibsfestivalen i juni. Foto: John Ringstrøm

VÆKST I NÆSTVED KOMMUNE:

Nyt indbyggertal:

  • 85.007 (1. juli 2025)

  • Stigning på 2.002 personer siden 2020 (+2,41 %)

Top 3 områder med størst vækst (%):

  1. Lille Næstved (9,5 %)

  2. Næstved Nord (9,0 %)

  3. Glumsø (2,9 %)

Typisk tilflytter:

  • Hedder Camilla eller Michael

  • 29–30 år, gift, fra Københavns Kommune

Mål for 2035:

  • 100.000 indbyggere

Største tilflyttere kommer fra:

  1. Københavns Kommune

  2. Vordingborg Kommune

  3. Faxe Kommune

  4. Ringsted Kommune

  5. Slagelse Kommune

Udviklingsområder i vækst:

  • Nye boliger: Stenlængegård, Klosterlunden, Holme Olstrup, Glumsø

  • Infrastruktur: Motorvej til Rønnede (klar 2031), hurtigere tog til København (< 40 min)

  • Erhverv: Rådmandshaven, Øverup Krog, rekord i salg af erhvervsjord (134.118 m² i 2024)

Kommende projekter:

  • Flytning af Næstved Havn: Plads til 6.000 nye beboere

  • Flere turisme- og hotelprojekter ved Enø og Karrebæksminde

  • Øget efterspørgsel efter arbejdskraft og bosætning

Næstved Kommune har trukket tallene fra folkeregistret. Tallene dækker over de seneste fem år. Perioden 1. juli 2020 til 1. juli 2025.