Er du mellem 12 og 18 år, kan du komme indenfor og være med på nogle introhold i ergometerroning.
- Er du klar på sved på panden og masser af grin? Har du lyst til at prøve en sport, hvor tempo, fællesskab og sjov går hånd i hånd? Så kom og vær med, lyder det fra Næstved Roklub i en pressemeddelelse.
Ungdomsroning er meget mere end bare roning. Træningen foregår både på
roergometer, med styrke- og stabilitetsøvelser og i et fællesskab, hvor der er plads til alle.
Man behøver ingen erfaring med roning. Træningen bliver tilpasset, så alle kan være med uanset niveau. Pulsen kommer op og kroppen styrkes.
Man kan forvente træning med tempo og variation, masser af grin og god stemning, et stærkt fællesskab og nye venskaber, mulighed for at prøve alle de fede funktioner på roergometeret.
Alt, hvad man skal medbringe, er træningstøj og en drikkedunk.
De gratis prøvetimer er torsdag 26. februar og 5. marts kl. 17-18 samt søndag 1. og 8. marts kl. 10-11.
