Der var ikke spillet mere end godt seks minutter, da HIKs Oskar Møller snittede et frisparksindlæg, så bolden i den stride medvind fik et finurligt opspring og snød Næstveds unge keeper Andreas Søndenbroe.
- Vi trænede i hård vind søndag, så vi vidste, hvad vi gik ind til. Men det er klart, det er lidt sværere at lave det indlæg eller dropbold bagved, når kampen spilles, lyder det fra Næstveds cheftræner Sune Jensen.
Men sydsjællænderne har for tiden en tro på, at de ikke kan tabe. To gode forsøg af først Mark Kongstedt og siden Frederik Christensen blev efterfulgt af et mål af Benjamin Luka Kold, som godt midtvejs i 1. halvleg mellem venner og fjender fik udlignet på Mathias Høsts skarpe indlæg.
- Det er selvfølgelig ærgerligt at komme bagud på en standard, men vi viser, at vi er klart det bedste hold. Vi spiller godt, kommer til masser af indlæg og situationer i feltet. Så vi sidder egentlig bare på bænken og venter på, vi får lavet målene, siger cheftræneren.
God idé at sparke udefra
Inden pausen havde også ”Super-Marius” Olofsen, der Skærtorsdag blev den store helt og matchvinder med 3-2-målet mod FC Roskilde, en stor chance. Og kort efter havde også Malthe Rugaard en mulighed, der ikke blev rettet ordentlig ind.
Efter pausen var det Næstveds tur til at have den voldsomme medvind i ryggen, og det betyder som regel, at det er en god idé at sparke udefra. Det forsøgte Aksel Halsgaard efter små 70 minutter, og hans kanonhug prellede af på overliggeren og røg lige ud i fødderne på Mathias Andreasen, der fik raget bolden ved siden af mål.
Det samme gjorde han med hovedet få minutter forinden og kort før det, forspildte Sam Tattum en stor chance tæt under mål.
Det lykkedes dog ”de grønne” at få de 1303 tilskuere op af stolene. I 80. minut kombinerede Mathias Høst og Bertram Kvist godt i højre side og på Kvists indlæg kom Frederik Christensen først og prikkede bolden ind til 2-1. Stor jubel hos ”Frede”, der samtidig modtog et gult kort for at smide trøjen og juble med tilskuerne og medspillere.
- Stor cadeau til drengene, der spiller en flot kamp og dominerer HIK. Vi kunne selvfølgelig godt savne et par mål eller tre mere med alle de chancer og spil, vi har. Men blæsten gjorde det lidt sværere, konstaterer Sune Jensen.
10 fede kampe i vente
Med sejren slutter sydsjællænderne på andenpladsen i grundspillet, seks point efter AB på førstepladsen og tre point foran Vendsyssel på tredjepladsen.
Nu venter 10 kampe i slutspillet, og den første spilles lørdag 11. april i Thisted.
- Det bliver 10 fede kampe mod dygtige modstandere. Vi har 44 point i 22 kampe, det er to i snit. Det tror jeg ikke, der var nogen, der havde drømt om i sommer. Det er vi glade for. Nu jagter vi det næste. Jeg tror, 20 point i de 10 kampe er nok til oprykning, men lad os se. Vi jagter i hvert fald sejren i hver kamp, pointerer Næstved-træneren.
Næstved-spillerne siger tak for kampen til de grønne fans efter sejren over HIK.
Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
2. division, grundspil
Næstved - HIK: 2-1 (1-1)
0-1: Oskar Møller (7)
1-1: Benjamin Kold (23)
2-1: Frederik Christensen (80)
Næstveds hold:
Andreas Søndenbroe - Malthe Rugaard (58/Christian Friedrich), Sam Tattum, Aksel Halsgaard, Mathias Høst - Benjamin Kold (70/Mathias Kisum), Mark Kongstedt, Magnus Haüser - Bertram Kvist (90/Thomas Basbøll), Frederik Christensen, Marius Olofsen (58/Mathias Andreasen).
Udvisning:
Sebastian Kroner, HIK (to gange gult) (88)
