Næstved åbnede sæsonen for tre uger siden på udebane mod CPH-Hvidovre, og det blev en tæt affære mod et stærkt københavnsk mandskab. Det blev til sejr efter et afgørende Golden Set og dermed fik sydsjællænderne en god start på en sæson, hvor ambitionerne igen er store.
Lørdag fortsætter Bordtennisligaen med en udekamp mod Vestegnen og her må Næstved på papiret påtage sig favoritværdigheden, inden turen søndag går hjem til Toksværd og sæsonens første kamp foran eget publikum.
– Det bliver dejligt endelig at komme tilbage i egne omgivelser. Vi har købt stadionpølser og gjort klar, og vi håber selvfølgelig på at se så mange som muligt, lyder det fra sportschef Magnus Spottog.
Stærkt internationalt hold
Næstved stiller i weekenden med Charlie Carlsson fra Sverige, Tomas Koldas fra Tjekkiet, Mahmoud Helmy fra Egypten og danske Jacob Petersen.
Helmy er ny i Næstved-trøjen, men langt fra et ubeskrevet blad. Egypteren har tidligere været placeret i verdens top 100 og har gennem flere sæsoner spillet for B75. Han regnes blandt ligaens stærkeste spillere.
Samtidig er Tzu-Yi Yang tilbage i truppen. Han var en del af holdet, da klubben vandt DM-guld i 2025. Desuden arbejder klubben på at få en ny japansk spiller på plads.
Efter sidste sæsons DM-sølv er Næstved dermed igen blandt de hold, der forventes at blande sig i toppen sammen med Roskilde, mens Herlev også kan blive en alvorlig udfordrer.
Nyt system i Elitedivisionen
Denne sæson spilles holdkampene efter et nyt system. Tidligere sluttede kampen, når det ene hold nåede fem sejre. Nu spilles alle otte kampe, og hver individuel sejr tæller med i det samlede resultat. Står holdene lige efter de otte kampe, spilles et Golden Set.
For Næstved gælder det først Vestegnen på udebane lørdag. Søndag klokken 12 venter Amager i Toksværd.
Charlie Carlsson og holdkammeraterne fik en fin sejr i premieren ude mod CPH-Hvidovre. Foto: John Ringstrøm