Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Næstved HG smed sejren i 2. halvleg

Med en føring på 3-1 ved pausen var alle muligheder for at tage alle tre point til stede for Næstved HGs kvinder i søndagens kamp mod topholdet Sundby.

Topholdet var i knæ. Det var klart Næstved HGs kamp i søndagens B-Ligakvalifikationskamp mod Sundby – indtil pausen…

For en flot 1. halvleg og føring på 3-1 blev måske lidt af en sovepude for hjemmeholdet, der slet ikke kom ud i det rette gear efter pausen.

Det gjorde til gengæld gæsterne, som indenfor bare otte minutter havde udlignet til 3-3. Først ved Emilie Langhorn, der sendte en bold over Næstved HG-keeper Teagan Fleming-Hubertz og under overliggeren, og dernæst på et hovedstød af Camilla Hansen tæt under mål.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sundbys nummer to, Camilla Hansen, gør det til 3-3 kort efter pausen. Foto: John Ringstørm

Sundbys nummer to, Camilla Hansen, gør det til 3-3 kort efter pausen. Foto: John Ringstrøm

Ondt blev værre godt midtvejs i 2. halvleg, da Næstveds forsvar tøvede på en lang bold. Keeper Fleming-Hubertz kom på mellemhånd, og gæsternes Sissel Bøje kunne derfor nemt komme forbi og skubbe bolden ind i tomt mål.

Resten af kampen formåede sydsjællænderne ikke at true Sundbys mål for alvor og dermed blev det til det tredje nederlag i seks kampe. Næstved HG er på næstsidstepladsen noteret for syv point med fire kampe tilbage.

- Vi mistede momentum og så tror jeg, vi havde nogle, der blev lidt trætte. Og vi var desværre ”gode” til at køre i den samme side hele tiden i stedet for at skifte side. Og vi spillede op på dem første gang hele tiden i stedet for lige at få luft og ro nede i bagkæden. Det gav os faktisk en stor fordel i 1. halvleg, hvor vi gjorde dem trætte, mener Emma Davgaard.

Artiklen fortsætter under billedet...

Emma Davgaard i infight med en Sundby-spiller. Foto: John Ringstrøm

Emma Davgaard i infight med en Sundby-spiller. Foto: John Ringstrøm

Hun kunne se sin holdkammerat Marta Grosso bringe værterne foran 1-0 allerede i tredje minut, men gæsternes matchvinder Sissel Bøje udlignede otte minutter senere. Hjemmeholdet kom dog igen på sejrskurs ved Melissa Martinez, mens spillende træner Louise Ringsing gjorde det til 3-1 inden pausen direkte på hjørnespark.

Næste opgør for de sydsjællandske kvinder er lørdag 9. maj ude mod Viborg.

- Vores mål er at slutte i toppen af puljen. Det er det altid. Så vi må bare vinde de sidste fire kampe, konstaterer Emma Davgaard.

KAMPEN I TAL

B-Ligaen, kvalifikationsspil
Næstved HG – Sundby: 3-4 (3-1)

1-0: Marta Grosso (3)
1-1: Sissel Bøje (11)
2-1: Melissa Martinez (27)
3-1: Louise Ringsing (35)
3-2: Emilie Langhorn (47)
3-3: Camilla Hansen (53)
3-4: Sissel Bøje (72)