Fotograf: Næstved Kommune | Opdateret

Næstved hædret for auktionsindsats

Næstved Kommune har modtaget prisen “Danmark på Auktion” 2026 efter et markant lokalt engagement under årets Danmarks Indsamling. Lokale virksomheder, foreninger og borgere bidrog til både rekordhøjt auktionssalg og en samlet indsamling på mere end 3,1 millioner kroner.

Næstved Kommune kan nu kalde sig vinder af prisen “Danmark på Auktion” 2026. Prisen blev onsdag overrakt til borgmester Kenneth Sørensen som anerkendelse af kommunens indsats under årets Danmarks Indsamling.

Da Næstved var værtsby for Danmarks Indsamling i januar, samlede borgere, virksomheder, foreninger og institutioner tilsammen 3.188.754 kroner ind til børn i verdens glemte kriser. Samtidig stod lokale aktører bag 32 af de i alt 98 auktioner på landsplan.

Prisoverrækkelsen fandt sted ved Slusehuset ved Susåen i grønne forårsomgivelser, hvor Danmarks Indsamling hyldede det lokale engagement.

– Jeg er meget stolt og glad for at se, hvor meget vi kan præstere i Næstved Kommune, når vi står sammen om en god sag og hjælper hinanden. På hele byrådets og kommunens vegne vil jeg sige tusind tak for prisen og en kæmpe tak til alle jer, der har bidraget hver især og har bakket op, siger Kenneth Sørensen.

Auktionsdelen spændte bredt og viste både kommunens kulturliv, erhvervsliv og outdoorprofil frem. Blandt oplevelserne var kanoture på Susåen, koncertpakker med middag og overnatning, graffiti-værker, eksklusive besøg i BonBon-Land, middag på toppen af siloen på havnen og særlige arrangementer i Næstved Svømmehal.

Også rådhuset blev en del af indsatsen. Her bød borgmesteren selv en gruppe gæster velkommen til frokost og rundvisning som en del af en auktion til støtte for indsamlingen.

Auktionerne indbragte samlet 42.350 kroner – det højeste beløb blandt landets kommuner i årets Danmarks Indsamling. Prisen blev overrakt af projektleder Stig Fog.

Stig Fog (th) overrækker trofæet til Kenneth Sørensen ved Slusehuset. Foto: Næstved Kommune

Stig Fog (th) overrækker trofæet til Kenneth Sørensen ved Slusehuset. Foto: Næstved Kommune