Syv hold har efter de første ni runder taget afstand til de fem nederste hold i 2. division, men til gengæld er de syv i toppen uhyre tæt. Der er kun fire point til forskel fra nummer ét, AB, til nummer syv, VSK Aarhus.
Blandt de syv øverste er Næstved Boldklub, der med en søndagssejr hjemme over Skive på 2-0 spillede sig op på fjerdepladsen med 16 point.
Spillet mod skibonitterne var ikke sydsjællændernes bedste i denne sæson, men det betyder knap så meget, når der kommer tre point ind på kontoen.
Der var dog ikke spillet mange minutter, før Bertram Kvist havde kampens første store chance. Men tæt under mål fik han ikke ordentligt træf på bolden, så hans forsøg blev reddet af Skive-keeperen.
Bedste Skive-chance var et forsøg udefra, der blev høvlet over mål.
De helt store Næstved-chancer udeblev, men en stor Skive-fejl kort før pausen gav Næstveds Mathias Andreasen frit løb mod mål fra midterlinjen, og det takkede den store angriber for ved at chippe bolden over målmanden til 1-0.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg napper bolden ved midten og ser bare, at der kun er én vej mod mål. Jeg kan se, målmanden kommer lidt ud, og så prøver jeg at chippe den ind. Men det er dejligt at se, at FC (Frederik Christensen, red.) lige får hjulpet den ind ved at skærme deres forsvarsspiller af. Jeg nåede at blive lidt nervøs for, om den ville stoppe eller blive reddet, siger Mathias Andreasen.
Nervøsitet for udfaldet
Det er anden kamp i træk, den tidligere Hvidovre-spiller scorer for Næstved.
- Det er forhåbentlig noget, der bare skal fortsætte. Jeg har jo et mål om at score x antal mål i denne sæson, så vi arbejder derop ad, siger Andreasen, der ikke vil sætte tal på sin mission.
Næstved havde siddet mest på spillet i de første 45 minutter, men efter pausen kom gæsterne lidt mere offensivt ud, mens hjemmeholdet blev lidt mere afventende og passive. Det endte da også med et godt langskudsforsøg udefra, der tog overliggeren i Jonas El-Beltagis mål.
Hvis de 980 tilskuere var nervøse for udfaldet, fik indskiftede Mathias Kristensen gjort det lidt mere komfortabelt fem minutter før tid. Her stod han det helt rigtige sted og skrabede bolden over stregen efter et godt forarbejde af en anden indskiftet, Lucas Riisgaard.
- Det var en kamp, der afgør, om vi vil være med i toppen eller ej, og det synes jeg, vi beviser, at vi gerne vil. Med de tre point er vi med til at skille rækken i to, konstaterer Mathias Andreasen.
Næstveds næste kamp bliver søndag 5. oktober ude mod Brabrand.
KAMPEN I TAL
2. division, mænd
Næstved - Skive: 2-0 (1-0)
1-0: Mathias Andreasen (40)
2-0: Mathias Kristensen (82)
Næstveds hold:
Jonas El-Beltagi - Christian Friedrich (87/Mads Wissing), Aksel Halsgaard, Sam Tattum, Mathias Høst - Marius Christiansen (61/Lucas Riisgaard), Mark Kongstedt (87/Benjamin Kold), Magnus Häuser, Bertram Kvist (79/Mathias Kristensen), Frederik Christensen - Mathias Andreasen (61/Tinus Olesen).
Tilskuere:
980